Blogindehaverens nytårshilsen

Go to the English version

Godt nytår til alle!

v/komponist Leif Martinussen

Redaktion og engelsk oversættelse: Nete Parkov

I en vase på et lille bord står en broget nytårsbuket. Synet af den betager mig. Jeg glæder mig ved at have indfanget et lille udtryk for naturens storhed og magi. Blomsterne har forskellige identiteter – forme, farver, dufte og nuancer – deres forskelligheder er åbenbare, og dog står de alle her i den samme buket. Skønt jeg ikke er blomsterdekoratør, har jeg selv sammensat buketten, og på den baggrund fascinerer det mig, at den er blevet så fin.

Min nytårsbuket symboliserer de musikalske gæster, der har bidraget til min blog om professionelle musikere her i dens første leveår – fra december 2015 til nytåret 2016/2017. Ethvert musikalsk udtryk, der udspringer fra et musisk menneske er for mig som en blomst, der med sine støvfang og støvbægre fra blomstens hjerte løfter sin vifte op og dér, ud af det magiske intet, lader det forunderlige mirakel spire frem og gro. At kunne musicere, og at kunne få det ypperste frem fra de mangeartede instrumenter eller fra den menneskelige stemme, bliver til magi dér, hvor det rammer sin tilhører sanseligt i hjertet. Og musikkens forunderlige tryllemiddel kan ramme lige stærkt, hvad enten den kommer fra den mest farvestærke blomst eller fra en spinkel blomst i pastelfarver. Vi overraskes gang på gang af den professionelle musikers personlige fortolkning, fordi komponistens nedskrevne musik kun får liv i det begrænsede tidsrum, hvor den enkelte musiker lader sin egen sjæls version springe ud. Og netop fordi enhver opførelse er som en selvstændig blomst, er levende musik som livet selv – mirakuløst, magisk og evigt nyt.

Jan Brueghel den Ældre (1568-1625)

En blomst kan være storbladet og svulmende, en anden enkel, stilig og ren. En blomst kan være pastelblød, undselig som fløjl, mens en anden kan knejse dramatisk i eksotiske farver. Og imellem disse yderpunkter kan blomsterne indeholde vidt forskellige udtryk og egenskaber i alle afskygninger. Men tanken om, hvilken der er den smukkeste af blomsterne i min vase, falder mig slet ikke ind. De har alle den samme plads til at brede sig i min designervase. De er omsluttet af det samme grønt, de bor alle i det samme vand, de opsuger den samme gødning og indånder den samme luft. Deres blomsterdufte blandes til ét, og jeg læner mig tilbage og indsnuser bukettens aroma.

   

   

   

Tak til

Lidia Ksiazkiewicz, Strasbourg, Frankrig – orgel og piano
Carsten Corda Pedersen, Århus – guitar
Siobhan Lamb, København komposition, direktion og fløjte
Charlotte Andersson, København – saxofon, orgel og sang
László Attila Almásy, Budapest, Ungarn – orgel
Klaus Bjørn Olsen, København – trompet
Christoph Neuerburg, København – obo
Bernadette Dobos, Souillac, Frankrig – cello
Ole Reuss Schmidt, København – orgel, kor- og orkesterledelse


   

Tak til musikerparret Lise og Willy Stolarczyk for et kulinarisk/musikalsk bidrag i sommeren 2016!

(Find alle tidligere artikler i danske og engelske versioner i bloggens venstre sidemenu.)


Kommende portrætinterviews:

Vi glæder os til at præsentere nye portrætinterviews i 2017 med

Susanne Elmark, København – sopran
Matias Hernan Sagreras, Buenos Aires, Argentina – orgel
Mikkel Andersen, København – guitar
Ida Spang-Hanssen, Berlin – violin
Lise Stolarczyk, Vejle – fløjte
Frits Johannesen, Fuglefjord, Færøerne – kordirektion
Mette Spang-Hanssen, Odense – cello
Willy Stolarczyk, Vejle – klaver, komposition

(Rækkefølgen af de kommende interviews kan evt. blive ændret)