Storesøster Maja Spang-Hanssen

interviewer sine to musiker-søstre:

Mette Spang-Hanssen,  cello

og

Ida Spang-Hanssen, violin

Assens, 30. september 2017 

Tekst og interview: Maja Spang-Hanssen

Det er ikke hver dag man får den opgave at lave et seriøst interview med sine yngre søstre, så derfor greb jeg naturligvis fluks chancen. Normalt er der en professionel relation mellem intervieweren og de sagesløse stakler i modtagerenden, hvorimod der i vores tilfælde er den situation, at jeg kender dem ganske intimt og har haft den samme opvækst. Det giver grobund for en anderledes personlig og afslappet samtale, og jeg har valgt at snakke med dem løbende hen over en weekend, hvor vi alle er hjemme og slappe af i det Spang-Hanssenske barndomshjem, således at interviewet kommer som naturlig søster-hyggesnak hen ad vejen.

Vi er jo vokset op med musikken som en helt naturlig del af vores hverdag siden vi var ganske små, i og med at både far (Ulrik, professor ved DJM, i vores barndom organist ved Vor Frue Kirke i Assens) og mor (Solveig, klaverlærer ved Assens Musikskole) har spillet musik som deres arbejde, og også har lyttet flittigt til både klassisk, jazz og et væld af andre genrer som blues, flamenco og latin.

• Prøv at fortælle lidt om, hvordan I hver især har oplevet det at vokse op i en musikfamilie, og hvordan det har påvirket jeres valg af karriere og instrument!

Mette (cellist i Odense Symfoniorkester):
“Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har oplevet det, det er jo bare noget jeg har gjort. Mit valg af instrument var langt hen ad vejen bare et aktivt fravalg af tangenter. Det har nok noget at gøre med, at jeg ved en skolekoncert som lille havde bemærket en del, der spillede cello. Da jeg så senere skulle vælge instrument, ville jeg gerne spille noget helt andet end jeg var vant til at se – og så faldt tanken på celloen.”

Ida (freelance-violinist og solistklassestuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium):
“Jeg tror jeg valgte violin, fordi jeg ikke kunne komme i tanker om andre instrumenter end lige violin. Jeg er ikke engang helt sikker på, at jeg helt vidste hvad det var.”

Mette:
“Men du var godt nok heller ikke ret stor.”

Ida:
“Jeg kan også huske, da Mette kom hjem med sin nye cello. Jeg havde ingen anelse om hvad det var. Jeg havde nærmest forestillet mig, at en cello nok var en slags stor xylofon, eller sådan noget.”

Mette:
“Oplevelsen har nok været ret hverdagsagtig for os. Men det har da gjort indtryk, når man f.eks. har ligget på gulvet og leget, mens mor sad og øvede sig. Så har man hørt en masse Mozart og forbinder det med tryghed. Det er sådan jeg har det, når jeg hører Mozarts C-dur: Det er som at ligge ved sin moders bryst!”

• Jeg tænker også på det med, at vi har siddet hver eneste aften og hørt musik.

Ida:
“Altså, jeg har en teori om, at jeg så godt kan lide barokmusik fordi mange aftener, når vi skulle sove, plejede far at sætte et eller andet uhyggeligt orgelmusik på, og jeg syntes bare, at det var mega-monster-uhyggeligt at høre på, og så kom jeg altid tudende ind og sagde ”Det er alt for sørgeligt og uhyggeligt”. Så måtte far sætte noget barokmusik på, og så kunne jeg gå i seng igen. Så jeg forbinder nok barokmusik med tryghed, fordi det ofte var det jeg faldt i søvn til.”

• Det leder sådan set meget godt over til, at vi kan snakke lidt om hvilke stilarter og værker I foretrækker, også ud over den klassiske musik.

Mette:
“Jeg synes det er vildt svært at snakke om hvilke stilarter jeg foretrækker. Men jeg kommer til at tænke på, at jeg læste et interview med Willy og Lise (Stolarczyk, vores onkel og tante, red.) om en kogebog med musik, som de har lavet. Og det er et koncept jeg har ”arbejdet” med i mange herrens år, for det er med musik ligesom én dag at lave en ret, der er god, og en anden dag laver man en helt anden ret, der også er god.”

“Når jeg har lavet kartoffelpizza med gedeost, så var Corelli altså helt spitzenklasse… det er ligesom ”hver ting til sin tid”, og jeg synes det er meget svært at sige hvad jeg foretrækker. Men jeg tror vi alle sammen har det samme bløde punkt for Corelli. Og der er ingen tvivl om, at meget af den musik jeg foretrækker at sætte på, det er den vi har hørt herhjemme som børn. Når jeg rigtig skal hygge mig, er det Mozarts klaversonater eller Corelli – eller Oscar Peterson. Det var typisk sådan noget rigtig sutskojazz, som far satte på… ”

Ida:
“Og Toots (Thielemanns – belgisk mundharmonikaspiller og guitarist, red.) og Sivuca (brasiliansk akkordeonist, guitarist og komponist, red.)!”

Mette: “Ja, alle de der ting vi har hørt i barndomshjemmet. Det vil jo altid have en særlig resonansbund inden i en. Ellers… jeg kan ikke give mig til at remse op, der er alt for meget. Men jeg finder nu også en særlig fornøjelse ved flamenco, må jeg sige.”

Ida: “En veninde fortalte mig fornylig, at hun elskede sådan noget smooth lounge jazz, og så spurgte hun hvad jeg kunne lide at høre. Og jeg tror egentlig, at jeg bedst kan lide musik, der kommer ud i en eller anden form for ekstremer. Noget ekstremt autentisk, eller noget ekstremt voldsomt. Jeg bliver jo helt vild i varmen, hvis man kan finde noget som en tudsegammel optagelse fra 40erne af en traditionel gambiansk historiefortæller – eller noget armensk folkemusik fra super langt ude i bjergene – eller hip hop fra de dybeste sydstater. Jeg kan godt lide at det kommer lidt ud i tovene.”

Mette:
“Jeg synes nu også det kan blive for ekstremt. Det er sjovt at høre det som kuriosum eller oplevelse, men når du siger ekstremt, så tænker jeg jo Sjostakovitj-symfonier – det er jo også fedt når man hører det i live-situationen, men det er ikke det jeg sætter på derhjemme. Og ellers kan jeg også godt lide, at det har et lokalt islæt eller et historisk islæt, der føjer sig til musikkens historie.”

Ida: “Noget der ikke har noget som helst med hverdagens elevatormusik at gøre. Noget, hvor man får et indblik i en eller anden kultur man aldrig før havde tænkt over. Men med hensyn til klassisk musik, der ved jeg ikke helt…”

Mette:
“Det kan næsten være et fedt. Der er så meget der er godt, at man ikke kan vælge. Jeg får da lyst til at fremhæve Mahler, men så får jeg også lyst til at fremhæve Tjajkovskij eller Puccini, og så kan man fortsætte uendeligt.”

• Man kan også fremhæve jeres ufattelige tudetur til La Boheme?

 Ida:
“Ja, det var virkelig en episk tudetur! Jeg er nærmest blevet helt varsom omkring den opera! Jeg oplevede, at jeg bare kunne afspille de sidste 4 minutter og så begynde at græde, om det så var kl. 10 mandag formiddag.”

Mette:
“Ja, Puccini han kendte alle de knapper der kan trykkes på!”

Ida:
“Jeg er i det hele taget blevet mere og mere musikfølsom med tiden. Der skal virkelig ikke ret meget til før jeg får hysterisk gåsehud. Jeg har nærmest siddet og grædt mens vi spillede Valkyrien – bare sådan lidt. Jeg kan næsten helt kløjs i det, fordi jeg får sådan en kraftig fysisk reaktion, når der er noget jeg synes er virkelig fedt.”

Mette:
“Bare vent til du får børn, så går det først rigtig galt! Jeg troede at det der med hormoner var noget der gik over et par måneder efter man har født, men det viser sig, at det bare er resten af karrieren.”

Ida:
“Men omkring det med, hvad man godt kan lide af musik… f.eks. at høre en halvanden time lang ren Beethoven-koncert med en tør tysker, der står og opfører det hele enormt gennemtænkt… eller at høre hele ”Das Wohltemperierte Klavier” og sådan, det er der mange der synes er enormt spændende – men jeg synes bare… Jeg vil altså gerne lidt mere ud i tovene end det.”

Mette:
“Ja, da jeg var teenager og gik på konservatoriet sagde jeg til Niels (Mettes lærer, red.) at jeg bare ikke var særlig vild med Beethoven. Og så sagde Niels til mig ”Jamen, det er fordi du er umoden”, men nu er jeg så 35 og er åbenbart lige så umoden stadigvæk. Vi spillede Beethovens 9. som åbning i denne her sæson, og folk var sådan ”Uuuh, det er den største af de store” og sådan…”

• Der er noget med, at han bruger halvdelen af værket på at slutte?

 Ida:
“Ja, omtrent den sidste halve time.”

Mette:
“Altså, den har da sine momenter. Men den har godt nok også mange ikke-momenter og masser af ting, der ikke siger mig noget. Det er bare utroligt tysk.”

Ida:
“Beethoven er da fin musik, men det må som sagt gerne komme lidt mere ud i krogene. Jeg ved ikke om I kan huske det der ”Faust-noget” (Petr Ebens scenemusik for solo-orgel til Goethes Faust, red.), som far engang skulle spille?”

Mette:
“Det der splittergale cirkus-helvede?”

Ida:
“Ja, det er det mest bindegale musik. Frygtindgydende! Og det har altid fascineret mig enormt. Sindssygt stykke! … sig mig, optager du stadig, Maja? Vi sidder bare her og ævler.”

•  Nåh ja. Vi må hellere komme videre i teksten! Kan I ikke fortælle mig lidt om hverdagen som klassisk musiker, altså hhv. fastansat og freelancer? Hvordan fungerer det for jer rent praktisk? Hvor meget får man øvet og sådan?

Mette: “… må man godt lyve? Aj, det fede for mig ved at være fastansat er jo, at jeg ikke skal holde styr på alting selv. Jeg er ikke god til at organisere mig selv, hvilket jo er et issue for mange freelancere. Nogle er gode til det og nogle er mindre gode til det, og jeg ville helt klart være en af dem, der var dårlig til det. Så jeg trives rigtig godt med, at når jeg kommer på arbejde, så står mine noder klar på mit nodestativ, som står det rigtige sted med en stol i den rigtige højde til mig. Og en cello-gulvskåner.”

“Jeg skal selv have en blyant med, men det er også omtrent det eneste. Der er styr på alt det praktiske, så jeg kan nøjes med at fokusere på den musik jeg skal spille. Det kunne sandelig være blevet noget ekstremt rod, hvis jeg hele tiden skulle tænke på, hvor mit nodestativ nu var henne. Alt udenomsbøvl er sorteret fra, så jeg kan bare skære ind til knoglen og nøjes med at koncentrere mig om at spille godt.”

“Så har jeg selvfølgelig selv valgt at tilføje diverse andet, i og med at jeg sidder i programudvalget og børn- og ungeudvalget, og også spiller kammermusik. Men hvor meget jeg øver på orkesterrepetoiret, det svinger meget. Det kommer helt an på hvad vi skal spille i den kommende uge. Hvis det er Mahler, så er der ingen vej udenom, så skal man have øvet sig og have styr på det. Men hvis det f.eks. er en Pirates of the Carribean-film, så tjekker man det ikke nødvendigvis, for man skal nok finde ud af det alligevel i løbet af prøverne.”

•  En anden fordel ved at være fastansat er vel også de ordnede forhold, også økonomisk?

Mette:
“Ja, og noget af det allerbedste er, at der er nogen, der ordner min skat! Hvis jeg ikke kan finde ud af det, går jeg bare ned på kontoret og siger ”Elvis, den fikser du lige!” Og så har vi bare en fantastisk god administration, der altid gerne vil høre hvad man har af ideer. På den måde føler jeg også meget, at det hele ligesom er ”mit”. Man tager jo ejerskab over stedet når det er på den måde.”

• Ida, der er det vel noget anderledes som freelancer, hvor man ikke er det samme sted særlig længe ad gangen, og altid er på farten?

Ida:
“Ja, man er jo altid gæst. Også selvom det ofte ender med at være nogle folk og orkestre, som man kender rigtig godt, så er man bare besøgende, og det mærker man tydeligt på det, at man hele tiden er opmærksom på hvor meget man performer. Hvis man ikke yder sit bedste, kan man jo hurtigt risikere, at de aldrig ringer til en igen.”

• Der er ikke noget, der hedder en øv-dag der?

Ida:
“Ikke rigtig. I princippet kan man jo godt som fastansat tillade sig at komme sjoskende 7½ minut i prøvetid med pyjamas på…”

Mette:
“Hvem hentyder du til?!”

Ida:
“Ingen nævnt, ingen glemt, som man siger! Men som freelancer har man bare stået i halvanden time og varmet op med håret helt stramt redt tilbage. Og man bliver aldrig 100 % en del af noget. Det er sindssygt hyggeligt at komme så meget rundt, og man kommer til at kende virkelig mange mennesker, men man får aldrig rigtig indflydelse, og man får heller ikke nære kolleger på samme måde.”

• Det er vel også hårdt at bo i et land og arbejde i et andet? 

Ida:
“Som freelancer bliver man jo den evige pendler. Det hårdeste er nok, at man ikke kommer hjem efter arbejde. Efter en lang arbejdsdag kommer man så hjem til nogle andre eller hen på et hotelværelse. Men måske det der har været allersværest for mig er det med balancen. Der er ikke rigtig noget mellem 0 og 100. Enten arbejder jeg som en gal med fuld knald på i måske nogle uger i træk, eller også er jeg hjemme i Berlin, hvor jeg faktisk ikke skal andet end at øve mig på mit eget. Der kan det godt være lidt mærkeligt pludselig at gå en uge i tøfler og nattøj uden at skulle noget, og så pludselig skulle knokle helt vildt og bo et andet sted. Det fede er jo så, at man virkelig får mange bekendte, og at man nogle gange bliver hyret til nogle ret underlige projekter.”

• Kan du ikke lige, til ære for læserne, genfortælle et af de underlige projekter du har været med til?

Mette:
“Hvad med det på Skarø (lille ø i det Sydfynske Øhav på ca. 1,97 km² og ca. 30 indbyggere, red.).”

Ida:
“Ja, det var sgu ret underligt! Vi blev hyret, mig og Mette og et par andre, som strygekvartet, til noget som vistnok var en slags IT-konference, eller et retreat af en slags – noget hvor de havde ligget i telt og hvad ved jeg. Vi vidste ikke helt hvad det var, men vi fik noderne, og fandt ud af, at vi bl.a. skulle spille Den Lyserøde Panter, et nummer af Coldplay, noget Boccherini og så Griegs Morgenstemning i et fuldstændig forfærdeligt arrangement. Og så opdagede vi, at vi skulle spille kl. 7 om morgenen på Skarø, sådan en lille ø uden for Sydfyn, til noget morgenvækning.”

Mette:
“Ja, vi stod op kl. 3 om natten hjemme hos mig i Odense.”

Ida:
“Og så blev vi hentet kl. 5 om morgenen i en speedbåd i Svendborg og sejlet til Skarø. Derude sad vi på en pløjemark under en pavillon og spillede Coldplay i strygerarrangement, i mudder til anklerne og iført koncerttøj, før fanden fik sko på. Det var en meget fugtig morgen.”

Mette:
“Bagefter fik vi morgenmad, og blev skibet hjem igen med en Skarø-is hver i hånden. Dér sad vi så, kl. 8.30 i den der speedbåd og tænkte: ”Har vi lige været på arbejde?” Det var ret mærkeligt.”

Ida:
“Det var et godt job! Og de betalte også godt. Men det må folk da godt lige tænke på, når de siger at musikere har et luksusjob, hvor de først møder kl. 10. Nogle gange skal vi altså møde kl. 5 om morgenen på en pløjemark. Det er der ikke meget direktørtid over.”

Mette:
“Der er jo altid så meget snak om at forskellige faggrupper arbejder for lidt, og man læser nogle gange, at folk synes, at musikere ikke arbejder nok og at det at arbejde i orkester bare er sådan et luksusjob. Og bevares, det er det da også på nogle punkter. Det er da skønt, at der er nogle andre end musikerne, der sørger for alt det praktiske, men det er bare nødvendigt.”

Ida:
“Ja, ellers kunne det slet ikke lade sig gøre at have orkestre på noget nævneværdigt niveau. Jeg vælger kun at lytte til meninger om musikeres arbejdsindsats fra folk, der selv har prøvet det. Folk der selv har siddet og spillet en Wagner-opera, f.eks.”

• Vejer det nogle gange lidt tungt på jeres skuldre at tænke på alle de nedskæringer der hænger over de danske orkestre som en stor, truende sky? 

Mette:
“Ja, det vejer da meget tungt. Det er noget vi tydeligt kan mærke. Hvis der er en der siger op, bliver der ikke hyret nogen ind på kontrakt, hvilket vil sige, at vi så bare kører med en mindre. Det betyder, at der ikke bliver nogen friture, hvilket igen betyder, at så bliver vi alle sammen gevaldig slidt.”

Ida:
“Og som freelancer er det skræmmende, at stillingerne bliver nedlagt før man overhovedet kan nå at komme i nærheden af dem. Eller, de er jo ikke nedlagt, men de bliver bare ikke besat, for der er ikke råd. Og hvis de så ikke engang har råd til at hyre freelancere ind på kontrakt, så står man der med håret i postkassen. Så man kan tydeligt mærke nedskæringerne som freelancer. Da jeg startede for ca. 10 år siden, som lille studerende, fik jeg smidt kontrakter i nakken. Allerede før jeg havde taget min bachelor, fik jeg et halvt års kontrakt i Aalborg Symfoniorkester. Men nu… det er der ikke så meget af mere.”

Mette:
“Man kan godt se, at der er mange af freelancerne der falder fra hen ad vejen, og finder noget andet at lave. Og vi kan jo mærke, at vi i orkestrene ikke tør tænke langsigtet mere. Der er ingen der sådan rigtig tør kaste sig ud i at lave noget vildt, det hele skal holdes inden for en meget stram ramme, for vi ved ikke hvad selerne kan holde til, om man så må sige. Der er ingen der ved hvordan det står til om 2 år, og da slet ikke om 4.”

• Mette, kan du ikke fortælle lidt om hvor du, helt personligt, står henne rent karrieremæssigt lige nu?

Mette:
“Jo, og det er også ret uløseligt forbundet med hvor Odense Symfonikorkester står lige nu. Det er faktisk et ret spændende sted, fordi vi har det der Ring-projekt på vej – Odenses udgave af Wagners Nibelungens Ring. Det er jo en kæmpeopgave for et sted som Odense, så det er vi meget spændte på.”

“Og så sidder jeg i orkesterets Børn & Unge-udvalg, hvilket også er ret spændende, for jeg synes vi har gang i noget virkelig godt arbejde. Vi prøver at indarbejde noget cyklisk på den måde, at der gerne skulle komme nogle årligt tilbagevendende tiltag, og sådan noget med, at man på bestemte klassetrin skal besøge symfonikorkesteret. Det er ret fedt at vi prøver at gøre det til en del af en kontinuerlig dannelse, og prøver at sikre, at alle børn stifter bekendtskab med musikken.”

• Hvor meget direkte indflydelse har du på det arbejde? 

Mette:
“En del, men vi har også en decideret børn/unge-medarbejder, der står for det praktiske med f.eks. kontakt til skolerne. Jeg er med i den strategiske planlægning, som vi udfører i udvalget.”

• Hvad laver du så i programudvalget?

Mette:
“Det der fylder mest for tiden er, at vi skal til at kigge os om efter en ny chefdirigent. Og det er godt nok en djævelens opgave, synes jeg – det er slet ikke nemt! Men på den anden side, så tænker jeg også, at det jo er det her jeg har glædet mig til. Nu har jeg endelig mulighed for at få indflydelse og rådgive.”

• Når nu du bruger så meget tid på børn/unge-arbejdet til hverdag, har det så nogen indflydelse på hvordan du griber Silas’ (Mettes 3-årige søn, red.) musikalske opdragelse an?

Mette:
“Noget af det jeg tænker mest er faktisk, at jeg er ked af, at vi ikke får hørt så meget klassisk musik derhjemme. Jeg prøver nogle gange at sætte noget på, men Silas bliver irriteret over det, for så kan han mærke, at jeg ikke kan koncentrere mig om ham og vores samtaler, fordi jeg bliver distraheret af den musik jeg hører. Jeg ville gerne give ham et større klassisk input, men jeg har overhovedet ikke noget billede af hvorvidt han skal spille klassisk eller ej. Det eneste jeg har planlagt er, at han nok på et tidspunkt skal gå til klaver, som en del af hans grunduddannelse. For jeg har den opfattelse, at børn SKAL have musikundervisning som en del af deres almene dannelse, på linje med dansk og matematik. Og der tænker jeg bare, at klaver er et fedt sted at starte, det giver et overblik. Men altså… Silas bliver ved med at tale om tuba. Det ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om!”

Ida:
“Han kan bo i den? Aj, det kan da godt være at det ikke er så dumt, han har jo nogle gode, store læber!”

Mette:
“Jeg har nu mere set noget percussion for mig…”

Ida:
“Jeg har altid forestillet mig ham som messingblæser.”

• Ida, nu kan du jo passende fortælle lidt om, hvordan det er at gå i solistklassen i Århus, samtidig med at man forsøger at passe sin kæreste hjemme i Berlin.

Ida:
“Det man skal rent praktisk i solistklassen er jo at tage nogle timer i ny og næ. Jeg tager timer hos vores nye violinprofessor i Århus. Det er normeret til et vist antal timer i studieplanen, og dem fordeler vi ret large – det kommer meget an på hvornår jeg trænger til en time, og hvornår det lige passer, eller om hun synes jeg trænger til ekstra timer. Hvis jeg f.eks. har en konkurrence, så tager jeg nogle ekstra timer, og hvis jeg har en måned hvor der ikke sker noget, så tager jeg måske ikke nogen der.”

• Hvornår skal du spille debutkoncert? 

Ida:
“Det er ikke fastlagt endnu. Sandsynligvis om et år. Det kommer lidt an på hvornår jeg føler mig klar.

Men jeg har jo faktisk været så heldig, at mit solistklassestudie har givet mig en masse freelance-arbejde.”

“Før jeg startede i solistklassen, kunne det godt være lidt sløvt med det, og jeg var jo heller ikke så meget i Danmark. Men så, jeg tror det var dagen efter jeg havde været til optagelsesprøve på konservatoriet, fik jeg en mail fra chefen for Århus Symfonikorkester, der spurgte om jeg kunne komme. Efter ikke at have hørt fra dem i et år. Og så er det ligesom gået slag i slag, så jeg må sige, at jeg har været heldig at have mange muligheder i Danmark, netop fordi jeg studerer i solistklassen i Århus. Det harmonerer så ikke så godt med gerne at ville bo i Tyskland samtidig.”

“Jeg laver da også nogle ting dernede, men det er simpelthen ikke noget man kan tjene penge på, i forhold til det jeg laver her. Freelance-musikere i Berlin er meget dårligt betalt. F.eks. en koncert med et professionelt kammerensemble i Berlin – det giver vel omtrent en fjerdedel af, hvad jeg ville få i Danmark for en tilsvarende koncert. Så det kan bare ikke betale sig. Og det er vanvittigt svært at få en fod indenfor dernede.”

Mette:
“Er det ikke også meget med at blive anbefalet af en lærer?”

Ida:
“Jo, hvis man ikke har en lærer dernede, hvis man ikke har den helt rigtige lærer endda, som kan præsentere en de rigtige steder, så sker der ikke så meget. Her i Danmark gælder det mere om at du dukker op, og hvis du så spiller godt, så er de drønhamrende ligeglade med, om du lige er kommet ind med 4-toget.”

• Men hvad er så dine planer, når du er færdig med solistklassen?

Ida:
“Jeg vil gerne have en fast stilling i et dansk orkester. Og jeg kan egentlig godt lide alle de danske orkestre.”

• Hvad gør I, hvis du nu får en stilling i Aalborg og Michael får en stilling i København? 

Mette:
“Godt dit ansigtsudtryk ikke kommer med på optagelsen!”

Ida:
“Så flytter vi til Aalborg! Det er trods alt noget nemmere at få et job hvor som helst i IT-branchen end det er som violinist, og det er han også helt på det rene med.

“Men vi har da også diskuteret muligheden af, at hvis jeg kan få det til at fungere som freelancer, så fortsætter jeg med det.”

• Nu tænker jeg, at vi lige skal vende tilbage til begyndelsen igen, og snakke lidt om vort fædrene ophav! Hvad har det betydet for jer, at far har været i toppen af det professionelle musikliv hele jeres liv, og været ambitiøs, både på egne og jeres vegne? 

Mette:
“Det er svært at definere for mig. Jeg har aldrig følt, at jeg har gjort noget for fars skyld. Det som det har betydet, som har været en sjov ting, er jo, at jeg f.eks. har kunnet spillet med ham til min debutkoncert, og i det hele taget det, at vi spiller jobs sammen os tre – det synes jeg er vildt sjovt. Det er ikke noget der bærer vores karrierer derudaf, det er noget vi gør, fordi det er hyggeligt.”

Ida:
“Jeg kan godt mærke hans indflydelse, men nu er der også den forskel, at jeg som musiker nærmest er vokset op under hans vinger. Han har været der, siden jeg startede på konservatoriet som 17-årig, og mine lærere sladrede jævnligt til ham! Og så kunne han pludselig komme sådan, ”Nåh, jeg har hørt at du ikke var til hørelære i fredags?” eller ”Jeg hørte fra Kim (Sjøgren, red.), at du ikke var godt nok forberedt efter ferien?” Og så stod man der med hængende ører! Så han har jo været rigtig meget involveret, og det har været uundgåeligt. F.eks. har nogle eksamener også skullet omarrangeres, fordi han ikke måtte sidde med til min eksamen, som den eneste, som eksamensleder. Men det har jo i det store hele været meget godt. Han har jo også været en stor inspiration rent musikalsk.”

Mette:
“Ja, det har han, det må jeg erklære mig helt enig i. Når man ser på sit eget musikerskab, så skal man ikke kigge med nogen specielt skarp linse for at opdage fars spor. Ikke bare med interessen for musikken, men måden at gribe det an på. Hele vinklen på, hvordan musik skal udføres, og hvor man vil hen med det. Og der må jeg nok indrømme, at der er far i virkeligheden nok den allerstørste indflydelse jeg kan få øje på. Selvfølgelig har Niels (Ullner, Mettes cellolærer på konservatoriet, red.) også fyldt meget, og han har fyldt mere rent teknisk. Men musikalsk, sådan grundlæggende, tror jeg at far har fyldt mere.”

• Det havde også været sært, hvis far havde fyldt mere celloteknisk! 

Mette:
“Ja, selvom han, inden jeg kom på konservatoriet, faktisk kunne komme med et par gode råd, fordi han engang har spillet kontrabas.”

Ida:
“Jeg har oplevet engang, at jeg skulle spille en Corelli-sonate, som jeg havde taget med hen til min lærer, som jo også er barokekspert, og hun sagde: ”Aj, det der, det behøver vi ikke bruge tid på, det kan du kigge på med din far!” Så hun mente, at jeg var i gode hænder.”

Mette:
“Ja, han har jo en kunnen, som der ikke er så mange andre der har.”

Ida:
“Og han har en meget pragmatisk holdning, som kan være meget sund. Jeg gik engang og klynkede over, at det ikke var lykkedes mig at komme med til en berømt strygerkonkurrence, hvor han bare sagde: ”Ja, men har du overhovedet lyst til det?” ”Egentlig ikke,” svarede jeg, og han sagde, at jeg skulle vælge mine kampe med omhu. Der er ingen grund til at gøre det, bare fordi andre gør det.”

“Og så kan jeg huske noget han sagde til en prøve med vores trio, som var lidt sjovt. Mette kæmpede lidt med en tone hun ikke kunne ramme, og sagde noget i retning af ”Jeg kan ikke forstå hvad det er jeg skal gøre for at ramme den tone!”, hvortil far svarede: ”Måske skal man være heldig!” Det synes jeg egentlig er meget godt, sådan rent filosofisk, for man kan sgu ikke altid gøre alting perfekt hele tiden. Nogle gange må man bare være heldig.”

Mette:
“Det er også noget jeg bruger ret meget! Og det er nok også derfra det kommer, at jeg f.eks. ikke lider af sceneskræk, fordi jeg accepterer den der tankegang.”

• Nu har vi jo snakket lidt om far og hans indflydelse på jeres professionelle virke. Men hvad med mor? Har hun haft nogen indflydelse på jeres musikliv? Når I f.eks. som små har ligget på gulvet og leget og hørt hende øve på klaveret?

Mette:
“Alt det praktiske! Mor har på det praktiske område været en uundværlig support. Ikke mindst nu hvor jeg har et barn.

Ida:
“Hun har også i høj grad været med til at gøre musikken til noget trygt. Man har følelsen af, at musik er trygt og rart, bl.a. fordi vi har siddet der og leget med Barbier mens hun spillede. Og jeg stod selv og øvede mig mens hun lavede mad og råbte: ”Det skal være Fis! Ikke F!” ude fra køkkenet. Der har altid været 100 % opbakning.”

Mette:
“Rent professionelt har hun måske ikke betydet så meget, men for min ”musikalske modermælksfølelse”, om man vil, har hun betydet meget. Alle de sange man kender og sådan. Hun har i høj grad været med til at forme min musiksmag og musikalske dannelse fra den tidlige barndom.”

Ida:
“Og så er hun helt klart en bedre hørelærepædagog end far! Jeg kan godt huske, at de begge to trænede hørelære med mig, da jeg skulle søge ind på konservatoriet. Og der er mor bare lige noget mere pædagogisk.”

Mette:
“Men det er jo også bl.a. det hun kan. Hørelære for dummies! Og hun lærte os jo også at spille klaver da vi var små. Hun har måske ikke haft helt så meget indflydelse på min kunstneriske identitet som far, men på min musikalske grunddannelse – helt klart!”

Ida:
“Og hun var den der sad og syede Mozart-parykker til hele musikskolen når der var arrangementer!”

Mette:
“Man kan sige, at det måske var hende, der fyldte mest i vores musikskoletid, og da vi så kom på konservatoriet, så tog far ligesom over. Så de har betydet meget begge to.”

 

Edition and Copyright: Editshop.dk