Tekst og oversættelse: Nete Parkov
Idé og interview: Leif Martinussen
Bernadette Dobos
Når symfoniorkestrets strygere samlet sætter ind, mærker man tydeligt celloernes særlige glød, den mørke, varme tone, der farver og styrker den fælles strygerklang. Celloen har inspireret adskillige store komponister, for instrumentet kan i særlig grad tale til de menneskelige følelser – celloen kan bevæge, og den kan til tider aftvinge tilhørerne tårer af både smerte og glæde. Men det kræver naturligvis, at både musikeren og instrumentet er gjort af det rette stof.
Cellisten Bernadette Dobos er en kunstner på sit instrument, og hendes cello er bygget på en af verdens mest navnkundige instrumentmager-værksteder, nemlig huset Nemessányi i Budapest.
- Min cello blev bygget i 1993 af Laszlo Nemessanyi, fortæller hun, en direkte efterkommer af den berømte violinist og violinbygger Samuel Nemessanyi, der levede fra 1837-1881, og som gjorde familienavnet verdensberømt blandt violinister og kendere.
Se instrumentbyggerens hjemmeside
- Min cello er en fransk model, og den har en meget rig klangfylde. Jeg har brugt dette instrument siden 1994.
Bernadette flyttede til Frankrig i foråret 2010, og her bor hun i dag sammen med sin franske mand, Dominique Chaumier og deres lille søn Daniel i Souillac, Vallée de la Dordogne, Midi-Pyrenæerne i den sydvestlige del af Frankrig.
- Jeg mødte Dominique i USA, hvor vi begge studerede musik – min mand spiller valdhorn. Han er fransk, og hans familie bor på denne egn, så derfor endte vi her. Naturen gav os her et vidunderligt sted at leve. Og historisk er her meget interessant. I området er der masser af huler fra forhistorisk tid og mange smukke middelalderlige bygninger, som heldigvis ikke er blevet ødelagt af krige. Naturen meget vigtig for mig. Det er vigtigt at kunne komme ud, mærke den friske luft og opleve de mange skiftende farver. Naturen giver mig et roligt sind, og den virker motiverende i forhold til den musik, jeg ønsker at give videre til verden og mine medmennesker.
Oprindeligt kommer Bernadette fra Ungarn. Her voksede hun op og betragter stadig Ungarn og Budapest som sit hjem.
- Jeg elsker landets skønhed og aktive liv, og selvom begge mine forældre er døde, så har jeg stadig familie og venner her. Desværre har vi ikke mulighed for at rejse hertil så ofte, som vi gerne ville, men det er vigtigt for os at vi kommer her. Det er også vigtigt at tale det ungarske sprog og at lære Daniel, min søn, det ungarske sprog og den ungarske kultur.
Bernadettes far var den kendte ungarske pianist og komponist, Kalman Dobos.
- Min far rejste meget rundt i verden for at give koncerter. Når han var hjemme hørte vi altid hans musik, ikke mindst hans egne kompositioner. Han øvede med streng selvdisciplin og regelmæssighed hver eneste dag. For mig blev han et lysende eksempel på arbejdets betydning som tilgang til at nå sit mål i livet. Hans sonate nr. 2 for cello dedikerede han til mig. Og det allersidste stykke han komponerede i sit liv, dedikerede han til Dominique og mig – et stykke for 3 instrumenter: valdhorn, cello og percussion. Jeg har også spillet adskillige af hans øvrige værker.
I 1995 afsluttede Bernadette sin konservatorieuddannelse ved Franz Liszt-Akademiet i Budapest og underviste herefter på en musikskole i Budapest i 4 år. Men hun ønskede at fortsætte sine studier og udvikle sine evner på overbyggende uddannelser. I 1999 fik hun sit livs store chance, da hun modtog et stipendium til at studere i USA, først på Duquesne University og i 2001 på Carnegie Mellon University, begge i Pittsburgh, Pensylvania.
Pittsburgh var oprindeligt en industriby, men i 80’erne kollapsede stålindustrien. Det betød at de fleste fabrikker i byen måtte lukke ned, og befolkningstallet dalede kraftigt. Siden da er Pittsburghs industri primært drejet over mod højteknologi, sundhed, bioteknologi, turisme, finans og service. I dag fremstår Pittsburgh som en attraktiv storby med et rent og behageligt miljø, lav kriminalitet og et stort udbud af kulturelle aktiviteter. Bernadette fortæller:
- Der har i Pittsburgh siden 1896 været et symfoniorkester, der er med til at give byen et fornemt omdømme og et rigt kulturliv. Musiklivet i byen er intenst. Mange af orkestrets musikere underviser på byens universiteter, ligesom de giver en masse kammerkoncerter. Det var en stor chance for mig at arbejde med mange af dem, at lytte til dem og lære af dem. I Pittsburgh lærte jeg mere om orkesterrepertoire for cello og om hvordan man skulle forberede sig før en audition end andre steder. I undervisningen blev der lagt stor vægt på kammermusik-programmerne, og det gav os stor motivation til at øve og arbejde hårdt. Der var sæson-koncerter med masser af fremragende og berømte kammerorkestre og solister. Og så er der et helt fantastisk bibliotek i Pittsburgh, the Carnegie Library, som har en stor afdeling med musik. Jeg tror aldrig, jeg har set så store audio-, video- og nodesamlinger som der. Det var virkelig spændende at gå på opdagelse i dem.
Og erfaringerne med den levende kammermusiktradition fra Pittsburgh har Bernadette Dobos og Dominique Chaumier taget med til Frankrig og lanceret i deres egen version. Sammen med 2 andre musikere grundlagde de i 2010 et ambitiøst og visionært kammermusik-projekt med ensemblet ”Orchestre de la Crise”.
Orkestret er et fleksibelt ensemble, der består af mellem tre og syv musikere for at tilpasse sig en bred vifte af koncertsteder, lejligheder og musikalske stilarter. Alle medlemmer er professionelle og højt uddannede musikere. For at tilpasse sig forskellige musikalske præsentationer (kirkekoncerter, receptioner, ceremonier m.m.) skriver ensemblets medlemmer deres egne arrangementer i forskellige stilarter: renæssance, barok, klassisk, romantisk, tango, ragtime og andre (Beatles, Harrison osv.). http://www.orchestredelacrise.fr/
Orkestret har deltaget i så forskelligartede arrangementer som koncerter i kirker og koncertsale, en Bach festival, en opera i et amfiteater samt en række pædagogiske koncerter.
- Vi skabte orkestret for at spille så mange koncerter som muligt og for at vise folk, at musik kan leve i små ensembler. Det forbløffer folk at opdage, at en lille gruppe instrumenter kan spille stykker, der er skrevet for et helt symfoniorkester. I stedet for 80 eller flere musikere, er vi 4, 5 eller 6.
- Vi spiller forskellige stilarter, fordi vi ønsker at give flere mennesker mulighed for at opleve forskellige former for musik. Og eftersom der ikke findes repertoire for netop vores kombination af instrumenter, må vi selv arrangere og transskribere vores repertoire. Normalt er det min mand, Dominique Chaumier og hans bror Laurent Chaumier (som er oboist i vores ensemble), der står for dette arbejde. Foruden vores deltagelse i orkestret eller andre musikalske projekter i regionen underviser vi også alle ved siden.
Den store orkester- og koncerterfaring har givet Bernadette mange opgaver, der har betydet rejser til nær og fjern, både som orkestermusiker og som solist. I USA har hun optrådt i Pennsylvania, West Virginia og Ohio. Hun har spillet med flere symfoniorkestre i Ungarn, ved adskillige kammerkoncerter i forskellige europæiske byer og så langt væk som i Mexico og Japan. Derudover har hun deltaget i en lang række af masterclasses.
- Enhver af mine rejser – om det var for at deltage i koncerter, uddannelser eller masterclasses – åbnede en ny dør i mit hoved og i mit liv. De skabte nye idéer, som rykkede de kulturelle grænser. De skabte nye venskaber med masser af mennesker og åbnede mit sind for nye tilgange til arbejdet på mit instrument. Hver gang vendte jeg hjem og var både udmattet og på samme tid fuld af energi og motivation.
Det at spille som solist og at være en del af en gruppe (kammerensemble eller symfoniorkester) finder Bernadette lige vigtigt.
- Jeg synes, det kompletterer hinanden. Efter en dag med prøvearbejde i orkestret, er det vigtigt at finde motivation og styrke til at øve regelmæssigt. Og så er solomusik eller kammermusik en god mulighed. For tonedannelsen og teknikken er det vigtigt at arbejde regelmæssigt alene. Og for at bevare entusiasmen for at gøre det, vi gør, dag efter dag, er det meget vigtigt at have forskellige typer af oplevelser.
Orkesterprøver, koncerter og den daglige musikalske træning er dog ikke de eneste store opgaver i Bernadettes liv.
- I August 2013 bød vi vores søn Daniel Laszlo Chaumier velkommen til verden. Han er den helt store gave i vores liv. Det at være mor og kunstner er dog ikke ukompliceret. Jeg er hustru, mor og kunstner, og alle 3 dele har meget stor betydning i mit liv. Når jeg forbereder mig til en koncert, kan det være svært at finde tid nok til både celloen og til min søn. For det meste finder jeg dog balancen i gensidig hjælp fra min mand. Det, at min mand også er musiker, gør det nemmere at hjælpe hinanden ud fra en fælles forståelse af musikken som et vigtigt indhold. Og så skal der jo også være tid til at vandre i naturen, at lave mad, som jeg holder meget af, og til det daglige husarbejde. Hårdt og godt arbejde og det at forblive sig selv i tanke og gerning er det, der bringer mig fremad. For slet ikke at tale om god lekture – dagen kan ikke afsluttes uden læsning.
Bernadette’s ønsker for verdens fremtid er især rettet mod den menneskelige uddannelse og kultur.
- For ethvert samfund ønsker jeg en erkendelse af, at der bør lægges større vægt på uddannelse og kultur overalt. Det bør ikke kun være hovedstæderne, der tilgodeses, når der lægges budgetter i forbindelse med uddannelse og kulturliv. Musik og kunst bør indgå som en naturlig del af den grundlæggende uddannelse overalt, ligeligt for alle. Kun derigennem kan vi højne vor menneskelige mentalitet og berige det menneskelige liv.
Ophavsret: Editshop.dk