Klaus Bjørn Olsen, Trompet

Interview: Leif Martinussen
Redaktion: Nete Parkov

“Kronborg Slot fejrer 400-året for Shakespeare med projektet Hamlet Live fra 1. juni til 31. august”, fortæller trompetisten Klaus Bjørn Olsen. “En teatertrup optræder gennem sommeren med udvalgte scener fra Hamlet – sigtet er, at de besøgende på Kronborg går rundt midt i forestillingen. Projektet er et nyt tiltag indenfor det, man kan kalde lokalitetsspecifik oplevelseskultur. Jeg er blevet bedt om at indspille et par trompetfanfarer, der kan knyttes til Kronborg og Christian d.IV. To tyske hoftrompetister, Hendrich Lübeck og Magnus Thomsen, blev 1596 ansat i Christian d.IV’s hoftrompeterensemble, og de har begge i de følgende år nedskrevet et omfattende materiale i to stemmebøger – præcis på den tid, hvor Shakespeare må have fået kendskab til Kronborg (Hamlet-tragedien er fra omkring 1601).”

Til premieren på “Hamlet Live” har jeg rekonstrueret et udvalg af Christian d.IV’s hoftrompetmusik, og til at udføre musikken allierer jeg mig med Friedemann Immer, ét af de helt store internationale koryfæer på naturtrompet, samt Per Jensen fra Det Kgl. Kapel på pauker.”

“Det er spørgsmålet”, fortsætter Klaus, “hvor godt Shakespeare kendte Kronborg – det er sandsynligvis en skuespillertrup, der havde været forbi, som fortalte ham om det danske slot. Eller måske en musiker ansat hos Christian d.IV. Her er de to englændere, John Dowland, som opholdt sig i Danmark 1598-1606 og boede på Kronborg i en periode, eller William Brade, et godt bud … Hvordan relationen var mellem Shakespeare og Kronborg er en spændende tanke at lege med. Vi kan dog kun konstatere, at Shakespeare skrev ud fra en velkendt tradition.”

• Christian d.IV fik jo flere berømte komponister til København?

”Ja, Christian d.IV trak nogle af tidens helt store europæiske musikere og komponister til, udover de førnævnte John Dowland og William Brade, også Johann Schop og senere Heinrich Schütz, som alle kom til at præge det danske musikliv. Og så sendte Christian d.IV i øvrigt også nogle danske musikere udenlands for at dygtiggøre sig, f.eks. Mogens Pedersøn besøgte Gabrieli i Venedig for at lære de nyeste kompositionsprincipper dér. Musikerne er helt afgjort hjemvendt fulde af inspiration og med et godt indblik i tidens strømninger.”

”Tænk at kunne levere en lydkulisse til Kronborg på baggrund af de to originale stemmebøger, som må anses for musikhistoriske nationalklenodier – det er da en fantastisk opgave at få.”

Og opgaven er ikke tilfaldet en tilfældig musiker. Klaus Bjørn Olsen har en særlig forudsætning for at påtage sig netop denne opgave.

”Det interessante her er at forstå trompetens musikalske identitet ud fra de gamle traditioner – det har en afgørende indflydelse på, hvordan instrumentet spilles og klinger!”

Foruden at beherske de nutidige, moderne trompeter med ventiler har Klaus nemlig også uddannet sig på naturtrompet – et ventilløst instrument, som i sin ældste udgave fungerede som signalinstrument, men senere op gennem barokken udvidede sit toneomfang, og dermed udviklede det, man i dag benævner ”clarinkunsten” – ikke mindst repræsenteret i musikken af Bach og Händel. Fundamentet blev lagt under studieophold i Den Haag og Basel, og den praktiske erfaring kom gradvist gennem engagementer med inden- og udenlandske ensembler. Dertil dykker Klaus gerne ned i gamle nodearkiver for at vække slumrende manuskripter til live igen.

• Hvornår fandt du ud af, at du ville være musiker?

”Det forholder sig meget bagvendt med mig. Mit valg af musikken var egentlig et fravalg af et par andre uddannelser – for mig måtte en uddannelse nødvendigvis være det, man lever af, mens musik er et vilkår, som åbner døren til vores indre rum. Jeg har altid haft mange forskellige interesser. Færdig med gymnasiet og efter et højskoleophold blev jeg optaget på arkitektskolen. Jeg elsker at tegne og nyder, når æstetikken er i orden – når den afspejles som balance i strukturen, harmoni i proportionerne. Dér gik jeg et år uden at have fundet min egen proportion i studiet. Desuden var jeg også fascineret af andre lidt mindre byggesten, nemlig kemiens. Så jeg startede på kemiingeniør-studiet, og med det tilbragte jeg 3 år. Undervejs, mens de obligatoriske matematiske og kemiske grundfag føltes stadigt tungere, var lysten til at spille til gengæld intakt og en blivende drivkraft.”

”Fra en tidlig alder har jeg lyttet til musik. Det var ikke oplagt, at jeg skulle spille et instrument, for ingen i min familie har haft den baggrund. Min første bevidste tanke om at spille blev nedfældet på en ønskeseddel, jeg som 7-årig afleverede til mine forældre – ”en trompet” stod skrevet med skæve, omvendte bogstaver fulgt af en tegnet trompet, hvis man skulle være i tvivl. Jeg havde opfanget noget trompetmusik, som gjorde dybt indtryk. Først mange år senere fandt jeg ud af, hvad det egentlig var. Det, jeg havde hørt for mit indre øre, var en meget høj, skinger klang, nærmest som trompetens skæbnetunge, højtidelige pasodobler lyder under en tyrefægtning. Første gang jeg på naturtrompet skulle spille Bachs H-mol messe foregik i Madrid. Min spanske kollega omtalte den katolske påsketradition med Jomfru Maria-optogene, hvor trompeter og trommer indgår (”Banda de cornetas y tambores”). Traditionen kendte jeg til, men mente ikke at have hørt musikken, så han forærede mig en indspilning med musikken, og så dukkede pludselig min første barndomserindring op igen.”

”Det var først som 12-årig, at jeg fik en trompet – julegaven fra mine bedsteforældre. Resten af den jul befandt jeg mig i en lykkelig rus af leg, larm og ømme læber. Undervisningen fik jeg af den lokale balmusiker, der spillede på en gammel, forsølvet Selmer-trompet med en klang så fin, at jeg bare sad og forsvandt i den. I den næste tid tog mine forældre mig med til nogle kirkekoncerter, der i dag står som ren magi for mig – på en kold, grå vintereftermiddag oplevede jeg Arne Lamberth spille med sin inderligt varme flygelhornklang, så jeg var fyldt op af lykke i lang tid efter. I den følgende sommer blev jeg på den varmest tænkelige dag blæst fuldstændig omkuld af Knud og Gorm Hovaldts fejende flotte trompetspil.”

“Efter et par år begyndte jeg som elev hos lederen af den nærliggende musikskole, Per Espersen – han var tidligere basunist i Radioens Bigband, hvor han havde spillet under bl.a. Ray Pitts, Stan Kenton og Thad Jones. På sin egen venlige, karismatiske, humoristiske og polemiske facon havde Per altid en masse betragtninger at dele med mig, og han fortalte mig ofte og gerne en god jazzhistorie. Og så underviste han altid med en tålmodig, vidtfavnende pædagogik og utrolig stor kærlighed til fagligheden. En medvirkende årsag til, at jeg bevarede interessen gennem skoletiden, var, at Per inddrog mig i mange forskelligartede musiksammenhænge. Jeg har altid haft det med at dagdrømme – kunne bruge timer på at kigge ud af vinduet fordybet i mine egne tanker. Nu havde jeg fået et musikalsk univers at udfolde dem i … Det var aldrig nødvendigt for mine forældre at bede mig øve. Tværtimod har de – og måske specielt min søster – sommetider tænkt, at – så, nu kunne jeg godt stoppe.”

• Men kan man ikke sige, at med alt det, du fortæller mig her, har du været inde i formernes, proportionernes verden, også når det gælder musik?

”Jo, der er helt sikkert et fælles udspring. Jeg finder ro i, når tingene er i rette proportion til hinanden. Om det er lyd, farver, former eller relationen mellem mennesker. Jeg har altid følt, at jeg er født gammel”, siger Klaus til min store overraskelse, for det er ikke just et aldrende menneske, jeg ser foran mig, ”… som om der hele tiden har været en konto af intuition og erfaring at trække på. Jeg har altid vidst, hvem jeg er,” forklarer han, ”men haft svært ved at sætte ord på, hvorfor… Her er sproget og musik uløseligt forbundet! Enten forholder vi os til omverdenen med resonans eller det modsatte, ikke sandt? F.eks. vil vi registrere en mislyd i klangen eller et skævt hængende maleri som ubalance, en ustabil tilstand… Trangen til harmoni og ligevægt skaber en dynamisk bevægelse mod det, som er os. Både i arkitektstudiet og kemistudiet kunne jeg se, hvad der var mig, og hvad der ikke var mig. I løbet af mit 3. år på kemistudiet var jeg begyndt at spille i Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester, og ikke længe efter også i Lyngby-Taarbæk Ungdomssymfoniorkester, hvor solofløjtenist i Underholdningsorkesteret, Claes Eriksson, var dirigent. Han var et utrolig sødt og engageret menneske med masser af vilje og energi. Takket være ham oplevede vi nogle ubeskriveligt fine orkesterture. En særligt god erindring har jeg om vores tur til Østrig, hvor vi bl.a. spillede i Brucknerhaus Linz. Det blev i det hele taget til rigtig mange fantastiske koncertoplevelser. At kunne bidrage til den fulde symfoniske klang, at sidde der midt i den kæmpe harmoniske struktur, at være en del af noget langt større, befandt jeg mig rigtig godt med. En selvransagelse mundede derfor ud i, at musikken skulle være klangbund for fremtiden.”

• Og så turde du godt vælge det andet fra – at stoppe det, du var i gang med?

”Ja, jeg begyndte at arbejde rigtig hårdt på, at mit valg skulle lykkes. Egentlig har jeg altid været langsom til at indlære mig ting. Det interessante for mig er selve processen – at man er på vej et sted hen. Den store gevinst udbetales, når man møder modstand i ambitionerne. Der kommer man ind i kringelkrogene og lærer sine skjulte ressourcer at kende.”

• Har de omveje, du er gået, gjort dig endnu mere sikker på, at det var musikken, du skulle vælge?

”Bestemt – det, som jeg til stadighed beskæftiger mig med, er udpræget lystbetonet og drevet mere af en indre nødvendighed end af et rationelt valgt.”

• Ja, man kan jo ikke sige, at man er sikker på en stor løn?

”Det er ikke længere nok at kunne beherske sit instrument – vi skal også være gode til networking, selvpromovering og markedsføring, og oveni besidde en forretningssans, som skulle vi sælge sæbe. De politiske vinde for tiden synes blot at vægte og forstå kunst, kultur og uddannelse som et salgbart underholdningsprodukt, og desværre ikke som samfundets allervigtigste identitetsskabende rygrad.”

• Du studerede også i udlandet?

”Jeg startede på konservatoriet med en forhåbning om at få indfriet mine musikalske ambitioner. Men på mange måder kom jeg ind på et dårligt tidspunkt. Jeg blev optaget på den 6-årige diplomuddannelse i 1990, og efter optagelsesprøven kom en administrativ beskæring, så uddannelsen nu blot var 5-årig. Min årgang oplevede nogle undervisningsforløb, som ikke havde retning og sammenhæng. Ønsket om at søge ud meldte sig derfor ret naturligt. Og så blev jeg optaget i klassen hos Professor Karl Steininger, solotrompetisten i Wienersymfonikerne.”

”Mit Wiener-ophold var givende på alle måder. Jeg blev præsenteret for wiener-klangen, wiener-stilen og hele den dér sammenhængende kultur. Et univers, som vi har svært ved at forestille os herhjemme. Alene det, at jeg ved siden af undervisningen, som hovedsagelig bestod i at lære det klassiske, symfoniske trompetrepertoire at kende, blot kunne gå ind ved siden af og høre alverdens bedste orkestre give koncert. I perioder var jeg til måske 4-5 koncerter om ugen i Musikverein, Konzerthaus eller Wiener Staatsoper for at høre tidens absolut førende solister, sangere, dirigenter og orkestre. At kunne sammenligne de gæstende orkestres fortolkninger med, hvad wienerne – wienersymfonikerne, wienerphilharmonikerne – stod for, når de f.eks. spillede Mahler, Bruckner og Richard Strauss, skærpede og bragte nuancer frem, som ellers er umulige at sætte ord på. Min lærer kunne f.eks. spørge: ”Var du inde og høre koncerten i går med New York Philharmonikerne? Lagde du mærke til trompetistens soloindsats? Komponisten ønsker at opbygge en reference – en helt bestemt association – hos tilhøreren ved her at benytte sig af den wienerische sprogmelodi, så vi ville frasere ud fra den bevidsthed.” Her var det vel egentlig, at jeg fik ørerne op for, hvor utrolig meget information der gemmer sig i musikken og fraseringen.”

• Det er en anden skoling i detaljen og udtrykket, der ligger bag – som du nævner – med det østrigske sprog?

”Ja, der ligger en dyb forståelse af, hvordan detaljen præger helheden, og hvor vigtig referencen er for udtrykket. Et subtilt og interessant emne, hvordan sprog og musik hænger sammen – for nogle år siden forærede en nær ven mig ”Musicophilia” af den amerikanske hjerneforsker, Oliver Sacks. I bogen gennemgår han nogle patienters sygdomsforløb, hvor musik optræder på positiv eller negativ vis. Derved blotlægges en fysiologisk sammenhæng, som peger på, hvorfor vi har et musikalsk aspekt – hvordan det kan være, at vi som mennesker er i stand til at udtrykke os musikalsk og agerer på musik… Grundlæggende griber musikken ind i alle vore hjernefunktioner, og musikaliteten tjener ikke mindst fra barnets tidligste kommunikation med omverdenen som værktøj i sprogdannelsesprocessen.”

• Musikken er noget latent, der ligger dybt i os mennesker?

”Det er jo en form for floskel, at musikken er det universelle sprog. Men den sandhed, der for mig ligger i det, er, at det musikalske aspekt er udgangspunktet hos alle mennesker. Spædbarnet skriger sine første vokaler for at få tilfredsstillet et behov – med forskellige vokaler afkodes hurtigt, om man er sulten, skal skiftes eller er søvnig. Man bygger en forståelse op om udtryk og virkning, først i vokaler, så i enkelt-stavelser med konsonanter og endelig i flerstavelser. Man forfiner sproget i takt med mere subtile behovstilfredsstillelser. Man sender noget ud, og hvis det rigtige kommer tilbage, har man fået skabt en konsensus – jeg har et udtryk for mit behov, bliver forstået og opnår den ønskede respons. Det er det, som jeg dybest set betragter musik som – kommunikation før ordene. Når jeg underviser mine elever, oplever jeg, at musikken kan noget, som ord ikke udretter. Musikaliteten eksponerer sociale færdselsregler – en adfærdsregulering i forhold til fællesskabet: ved at lytte til og samtidig bidrage i de fælles rammer opnår jeg et hørbart bedre resultat end, hvis jeg blot gør krav på at blive hørt. Man får fat i sanserne inde bag ordene. Musikaliteten ligger latent i os – det er et grundvilkår! Men vi accepterer desværre som samfund at aflære os den i opvæksten.”

• Vi kan bare se, hvordan musikken er blevet nedprioriteret i skolerne.

”Ja, det er én af de største undladelsessynder!”

• Og i TV-avisen hører man, at nu kommer en af verdens største sangerinder til byen, en popsanger, som skriger og ser godt ud – men at gøre hende til ”verdens største sanger” – hvad mener du om det?

”Der ligger en skelnen mellem musik som konsum/lydtapet og musik som eksistentielt værktøj til livsforståelse. Underholdningsindustrien producerer musik ud fra markedsanalyser og popularitetsmålinger, ligesom fødevareindustrien producerer fastfood. Det er op til os selv, om vi vælger forbruget eller fordybelsen. Og det er her, at vi nok skal gøre os selv den tjeneste at være bevidste om forskellen. Den uhyggeligt nærværende konsekvens af alle de nemme, tomme kalorier er tabet af det, som kan udfordre vores tanker, udvide vores horisont, bringe nysgerrighed og nuancer på det, vi ikke kender og forstår. Uden refleksionen mister vi identitet og proportionsfornemmelse. Og samfundet bliver sårbart uden sammenhængskraft. Hvis det overfladiske er i stand til at erstatte substansen, er det måske et udtryk for tidens idealer eller mangel på samme? Og så er vi jo selv ude om tilstandene… Nu siger du ”popsanger”, og jeg reagerer straks med afstandtagen til underholdningsindustriens bedøvende og forfladigende indflydelse, som vi tilsyneladende ukritisk har accepteret, men der skabes heldigvis side om side hermed både utroligt kreativ, genialt formuleret, udfordrende, tankevækkende og nyskabende musik, kunst og kultur, som brænder igennem den blanke overflade. Som stadig finder ind til mennesket.”

• Hvis jeg må vende tilbage til dit ophold i Wien: Her var du jo virkelig i et feinschmecker-miljø. Oplever du forskellen mellem det køligere nord og det mellemeuropæiske kulturcentrum i Wien?

”Jeg vil jo gerne tænke, at vi begge steder lever i en ubrudt tradition med sammenhængende, kulturelle værdier, som etisk, æstetisk og historisk set kvalificerer sig ved både at række bagud og fremad på samme tid. At den levende dialog mellem kunstarter, videnskaber, politikere og erhvervslivet føres ud fra fælles referencer i en dannelseskultur. Det, jeg umiddelbart får øje på herhjemme, er en overordnet collagekultur drevet af et nyliberalt, historieløst tankesæt.”

–      Hvordan kommer naturtrompeten ind i billedet?

”Da jeg hjemme igen fra Wien afsluttede min diplomeksamen på DKDM, spurgte censor, den tidligere solotrompetist i Sjællands Symfoniorkester, Svend Aage Mott , om jeg kendte noget til naturtrompeter. I Wien havde Karl Steininger introduceret dem, og to af mine medstuderende spillede samtidig med det verdensberømte Concentus Musicus Wien. Mott svarede: Så vil jeg anbefale, at du begynder – du må låne én af mig. Ugen efter min eksamen kontaktede Concerto Copenhagen mig, om jeg kunne medvirke i et projekt – de havde netop hørt, at jeg spillede naturtrompet. Vi skulle bl.a. spille en koncert for 3 trompeter af Telemann samt en symfoni af Scheibe. Mott udlånte som lovet en naturtrompet og et mundstykke, og det viste sig hurtigt, hvor anderledes man må gribe sådan én an – at ramme den rigtige tone uden ventilerne forekom mig ren virtuositet. Susan Williams, der spillede 1. trompet på projektet, inviterede mig efterfølgende til Den Haag, hvor hun underviste på Koninklijk Conservatorium. Siden har jeg knyttet et særligt bånd til Basel gennem det inspirerende miljø for tidlig musik omkring Scola Cantorum Basiliensis i mødet med Guy Ferber, Edward H. Tarr og Francois Madeuf. Det har affødt en masse fine oplevelser med barokorkestre rundt om i Europa. Og da ikke mindst med Concerto Copenhagen at spille ved Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys bryllup.”

• Du er også interesseret i at researche?

”Generelt er det virkelig interessant at opdage historien bag… At finde ud af, hvorfor ting er blevet, som de er. Og når vi nu taler om trompeter: Johann Sebastian Bach står for mig som en uudtømmelig kilde til undren og fascination. Hans musik føler jeg mig dybt forbundet med. I kompositionerne, hvor trompeter indgår, udnytter han på genial vis naturtrompetens toneforråd og klang til det yderste i en tankevækkende dyb forståelse af instrumentets særlige styrker og svagheder.”

• I dag spiller man vel mange af de ting med ventiler?

”Ja, på vores moderne trompeter overser vi nemt detaljer, karakteristiske for naturtrompeten, som ellers ville bidrage med vigtig information om frasering, tempo og dynamik, sådan som Bach kan have tænkt og hørt musikken. Da han ankom til Leipzig i 1723, begyndte nemlig et nært samarbejde med den højt respekterede stadtspfeifer, Gottfried Reiche. At dømme efter, hvordan Bach i den periode komponerer trompetstemmerne, må han have spillet blændende godt. Uden tvivl har de brugt hinanden som sparringspartnere i ønsket om at udvide naturtrompetens udtryksmuligheder. Begrænsningerne bestod bl.a. i ikke at kunne spille kromatisk, at det kun var muligt i det høje register at frembringe en diatonisk skala, og at ikke alle toner stemmer eller klinger lige godt. Derfor eksperimenterede de med en såkaldt tromba da tirarsi (træktrompet), med håndstopteknik og måske endda fingerhuller i trompeten.”

• Det er sådan noget teknisk viden, som jeg ikke rigtig kan forholde mig til. Kan du forklare det kort?

”Op gennem renæssancen og barokken blev trompeten magtens symbol. Udover den militære signalgivning i krig og fred anvendtes trompeten ceremonielt og skabte pomp og pragt om kongen, fyrsten eller kirken. Man vidste, at noget særligt var på færde ved lyden af en trompet. Men den symbolladning og status, som i høj grad havde været knyttet til trompeten, aftog i takt med indvarslingen af en ny tid med andre idealer – industrialiseringen og borgerstandens oprør gjorde det effektivt forbi med alt, hvad der repræsenterede den gamle magtstruktur. Det gamle orkester med naturtrompeterne var blevet umoderne. Ambitionen om at kunne spille kromatisk på trompeten var en naturlig udvikling, og der skabes forskellige klap- og ventilsystemer til trompeten. Mest berømt er Anton Weidingers klaptrompet, som Haydn i 1796 og senere Hummel i 1803 skrev hver deres trompetkoncert til, og den markerer starten på en ny æra med en anderledes rolle for trompeten… Gennem Mendelssohns genopførelse af Bachs Matthæus-passion i 1849 fattede man fornyet interesse for Bach. Og dermed også hans store H-mol Messe. Den voldte trompetisterne betydelige udfordringer på de nye ventilinstrumenter. De var langt fra egnede til den gamle clarinkunst i naturtrompetens højeste register. Til formålet konstruerede man derfor 4-ventilede trompeter med meget kort rørlængde – dem, man i dag kender som piccolotrompeter (fejlagtigt kaldt Bach-trompeter) De er med deres brilliante og diskante klang nærmest en modsætning til den oprindelige lyd og det klangideal, Bachs trompeter har haft.”

” En af vor tids vigtigste eksponenter for formidlingen af den tidlige musiks fraseringsstil og klangidealer på originalinstrumenter er Harnoncourt og Concentus Musicus Wien, hvor Friedemann Immer gennem en årrække har spillet. Han besidder som én af de første til at mestre Bachs udfordrende musik på naturtrompet en kæmpe viden og værdifuld erfaring. Mit nære bekendtskab med ham tjener naturligvis som en stor inspiration. Og jeg er dybt taknemmelig for, det må komme mig til gode”

• Du er fascineret af det historiske, og går på Det kgl. Bibliotek og slider stole, har du fortalt?

”Ja, jeg sled særligt på inventaret i nærstudiet af de to Christian d.IV-stemmebøger. Jeg benytter mig flittigt af Det Kgl. Biblioteks arkivmateriale og opslagsværkerne dér – en stor del af naturtrompetfaget er jo at kende historien bag. Trompeten har historisk set været magtens symbol – om det var ved hoffet i Wien, i Tysklands eller Italiens fyrstehuse, det engelske hof, hos Solkongen på Versailles eller i Kromeriz i det nuværende Tjekkiet, så har den haft en fremtrædende rolle i dagliglivet der. Og i Danmark stod trompeten bestemt heller ikke tilbage – vi kan være stolte over Christian d.I’s grundlæggelse af et hoftrompeterkorps i 1448.
Som det blomstrende højdepunkt konsoliderede Christian d.IV hoftrompeterkorpset gennem en udvidelse. Siden er det blevet til Det Kgl. Kapel – verdens ældste eksisterende orkester – vi kan håbe på, at det vedbliver at være det!”

”Vi mindes her om vores historiske aspekt, at vi kommer af noget! At det ikke er ligegyldigt med den kulturbevarende indsats. Når vi lytter til Det Kgl. Kapels sublime klangkultur, lytter vi direkte ind i århundreders opsamlede erfaringer og stræben efter at beherske det musikalske udtryk til perfektion. Og samtidig forstår vi, at vores valg og fravalg har betydning for vores medmennesker om 500 år.. ”

• Har du en oplevelse af, om der er interesse for din tilgang til stoffet?

”Vi får en masse viden forærende ved at dykke ned i den kontekst, musikken er skrevet. Det ligger ikke åbenlyst i tidsånden, at det, der går forud for os, historien, har dybere betydning for nutiden – men det er jo ikke desto mindre den, som forklarer, hvem vi er blevet…!”

”Uddannelse er indlysende den bedste samfundsmæssige investering, så længe vi opretholder kvalitet og substans i fagligheden og giver ignorancen modspil. At undervise børn og unge er en fantastisk smeltedigel – gennem dem opfanges og skabes konstant nye idéer, hvis vi bare tør udfordre børnene.”

• Du spiller koncerter, gammel og nutidig musik, og du underviser – du har en bred vifte af det at virke i dag?

”Det er lidt af et kludetæppe, som så til gengæld medfører, at dagene aldrig ligner hinanden. Jeg nyder afvekslingen, kontakten med forskellige mennesker og miljøer, og så værdsætter jeg udfordringerne i den tilbagevendende omstilling. Lige op af ”Hamlet Live” på Kronborg spillede jeg med et symfoniorkester, som hovedsagligt består af pensionerede musikere og gode amatører, til et par koncerter, hvor to unge begavede musiktalenter som solister hver fik overrakt et gedigent musiklegat. I ledige stunder kaster jeg mig over arbejdet på nogle nodeudgivelser, som Friedemann har opfordret mig til at lave. Og så skræddersyet jeg en del undervisningsmateriale til mine elever.”

• Jeg hørte dig engang til en kulturnat i Christiansborg Slotskirke, hvor du havde lavet noget musik for blæsere.

”Det var en sjov opgave, jeg havde fået af slotsforvaltningen. Til kulturnatten var jeg blevet bedt om at levere 3 gange en halv times musik. Jeg fik frie hænder til at omsætte en idé, jeg længe havde tumlet med. Den udsprang af min nysgerrighed på, hvordan form kan afspejles i lyd. I sproget finder vi på at beskrive en karakter, en stemning eller en mentalitet gennem en form. En firkantet person, eller man er prikken, trekantet i hovedet, eller måske rundhåndet, har mange lag osv. Kunne man f.eks. lyde firkantet – med 4 skarpe hjørner at slå sig på? Og hvad nu, hvis hjørnerne blev slebet af? Er man så blevet rund og rummelig – en cirkel – nem at komme om ved? Der ligger i de geometriske former egenskaber, som kan omsættes i et musikalsk udtryk… Er det f.eks. ikke nærliggende, at en firkant lyder som en kvartstabling? Det, jeg her legede med, var, om musikken i virkeligheden har et grundsprog og et materielt udtryk. Vi genkender lidt af samme idé, når vi taler om klangfarve – nogle opfatter ligefrem en akkord eller toneart i en bestemt farve.”

”Jeg valgte 3 franske orgelkomponisters stort anlagte og klangmættede stykker for orgel, messingbesætning og slagtøj som det musikalske skelet i programmet, så akustikken kunne tegne Slotskirkens harmoniske arkitektur. Ind imellem placerede jeg mine geometriske lydmalerier – 4 miniaturer for 3 trompeter og 2 refleksioner for marimba – og som modsvar havde jeg for 3 basuner arrangeret 4 fugaer, som Beethoven skrev, mens han studerede komposition hos Albrechtsberger i Wien.”

• Det var meget flot og lød meget festligt, og netop på en kulturnat skal der jo både være plads til fordybelsen og også til det flotte. Og så var det samtidig en meget kold aften, kan jeg huske. Et helt andet spørgsmål: Har du andre interesser ved siden af trompeten?

”Har altid holdt af at tegne – med dødsforagt og en pen angrebet det tomme, hvide papir og afventet, hvad fantasien så kunne få ud af stregerne. Jeg kaster mig også rigtig gerne over god litteratur. F.eks. Paul Auster siger mig rigtig meget, og Karen Blixen ligeså meget bare på en helt anden måde. De rammer begge foruroligende rent og dybt i menneskets natur, så man ikke er den samme efter at have læst dem. I det hele taget interesserer sansernes psykologi mig. Vores sanser må stimuleres og udfordres – ellers forsvinder vi fra os selv. Samtidig registrerer jeg, at de lykkeligste øjeblikke synes at være dér, hvor vi er selvforglemmende. Du nævner, at kulturnatten var rigtig kold – jeg håber da sandelig, at de besøgende i Christiansborg Slotskirke glemte alt om kulden og i stedet funderede over, hvad det egentlig var, de havde hørt her?

• Dit syn på musikken i dag – hvordan er det? Vi lever jo i en tid, hvor næsten alt kan lade sig gøre og bliver brugt, måske også misbrugt. Hvordan kommer vi videre med vores egen rene linje til det, vi føler er ”den sande musik”?

”Bevidsthed om de mekanismer, som råder i vores hverdag, er nødvendig. Vi har fri adgang til viden, får dagligt store mængder af information. Paradokset er, at det nærmest bliver umuligt at træffe de kvalitative valg og fravalg. En stor del af den information, som udgør vores virkelighed, kan vi ikke gennemskue eller efterprøve. Vi drukner eller fortaber os i den. En alvorlig fare ved kulturmønsteret i dag er, at vi mister pejling på omverdenen, fordi det er svært for os at sortere virkelighed fra spin. Så står kun underholdningen tilbage. Men mit syn på nutidens musik – altså jeg synes jo bare, det er om at komme i gang med at lytte til alt, hvad der findes. Den tid, vi lever i, har en masse udfordringer, men der sidder nogle geniale hoveder rundt omkring, som har noget ægte menneskeligt, rigtig vigtigt på hjerte. Det gælder om at finde dem frem, så vi ikke drukner i mængden af pladder og tomme kalorier.”

• Er det også noget med at være tro mod sin egen holdning og identitet?

”Jeg læste Peter Bastians ”Mesterlære” for nogle år siden. Han udtrykker noget rigtigt klogt, der i virkeligheden er meget udansk. Han taler om valget – den danske tilgang er, at vi ”prøver at se, om det er noget”, og hvis det ikke umiddelbart er noget, så vælger vi om. Hans pointe er, at man ikke gør sig selv nogen tjeneste ved at prøve at se, om det er noget. Hvis man vælger, så må man gøre det nødvendige for, at valget skal lykkes. Selvfølgelig er det sat på spidsen. Men der er et sund ræsonnement i, at man vælger eller man vælger ikke. Vi er opdragede til i alle livets forhold, at man prøver at se, om det er noget. At der altid er en bagdør åben. Det kvæler den reelle dedikation til det, man har med at gøre. Og holder én væk fra nogle helt store indsigter og erkendelser.”

• Men man kan jo vælge forkert. En af mine gode venner spillede i sin tid klarinet og kunne ikke finde ud af det – og så drejede han over til blokfløjte og blev en af de allerbedste.

”Hvis man f.eks. vælger at blive skihopper og ikke har nogen ben, kommer man uvilkårligt i problemer med sit valg, og så nytter det jo ikke, at man dedikerer sig til det yderste. Dybest set udspringer det seriøse valg vel altid af en realistisk selvindsigt, hvor man så ville svigte sig selv med tilgangen ”Jeg prøver lige at se, om det er noget”?”

”Nu falder det mig ind, at vi har for vane at afkræve os selv rationelle grunde til vores valg. Men den egentlige begrundelse for at vælge musikken må være alt andet end rationel – at spille et musikinstrument, at fordybe sig i musikken, og at dele den med andre, gør, at man uvilkårligt bevæger sig ind dér, hvor ordene ikke finder vej. Og det befordrer de særlige, selvforglemmende og lyttende øjeblikke, hvor vi bliver synkrone med os selv… uden grund?”

---

Ophavsret: Editshop.dk