Interview: Leif Martinussen
Tekst og redigering: Nete Parkov
Ole Reuss Schmidt
Det er den 4. december 2016. På Kongens Nytorv er et lille julemarked stablet på benene i kanten af afspærringen til metro-byggeriet. Der dufter af glögg og æbleskiver, og folk flokkes om de små boder.
En strøm af fodgængere er på vej væk fra torvet og fortsætter op ad Store Kongensgade med faste skridt. Flere af dem haster i retning af den stolte Frederiks Kirke, der i folkemunde mest går under navnet Marmorkirken.
Men også her møder de afspærringer – også her har der i årevis været gang i den ambitiøse udvidelse af metroen, der skal gøre det muligt for københavnere og turister at bevæge sig hurtigt rundt mellem Københavns forskellige bydele under jorden. Man kan se Marmorkirken bag indhegningen, men man kan ikke komme ind på kirkepladsen fra denne side.
Menneskestrømmen fortsætter hastigt videre frem mod nærmeste sidegade, drejer til højre ad Fredericiagade og igen til højre ad Bredgade, indtil de når Marmorkirkens hovedindgang for enden af den lille Frederiks Gade. Her kommer mennesker til fra alle retninger, op ad den brede stentrappe og ind i kirkens dunkle belysning.
Københavnerne oplever i denne tid de musikalske advents-traditioner – sådan som man gør i hele landet, i hele Europa og store dele af verden – nemlig opførelserne af julens musik, musik der priser og lovsynger Jesu fødsel. Og et af de allerstørste og mest elskede værker med dette emne er G.F. Händel’s oratorium Messias – for kor, orkester og solister.
I Marmorkirken opføres værket af kammerkoret Euphonia, der er stiftet og ledet af organist og kordirigent Ole Reuss Schmidt. Foruden koret medvirker 24 orkestermusikere fra de bedste orkestre, Radiosymfoniorkestret, Det Kgl. Kapel m.fl. Solisterne er Kgl. Operasanger Sine Bundgaard, sopran – Kgl. Operasanger Elisabeth Jansson, alt – Kgl. Operasanger Niels Jørgen Riis, tenor – Kgl. Operasanger Magne Fremmerlid, bas – og Solotrompetist i Det Kgl. Kapel, Nikolaj Viltoft.
Værket varer 2 timer og 45 minutter. Det er en kraftpræstation for solisterne og for enhver medvirkende musiker og korsanger, der med kun en enkelt pause af et kvarters varighed skal være i konstant koncentration og agere med præcision. Og for dirigenten er præstationen total.
Dirigenten kan ikke som solister og korsangere sætte sig og vente på den næste sats, hvor han skal medvirke. For han skal ikke bare medvirke ved det hele – han skal sætte i gang, lede og have overblik, kende hver eneste musikers og korgruppes indsatser, markere de musikalske udtryk, tempi osv. Det er ikke et job for sarte sjæle at træde op på dirigentpodiet ved en så storslået opsætning – og foran et forventningsfuldt publikum i en monumental citykirke, hvor hver en plads er udsolgt.
Men Ole Reuss Schmidt har prøvet det før. Det er 39. gang han og hans kor opfører Messias, enten i Christiansborg Slotskirke eller her i Marmorkirken. Hans gode ven og kollega, Leif Martinussen, har nogle dage forinden stillet ham nogle spørgsmål:
- Hvordan startede denne tradition?
Den første gang, jeg ville sammensatte et orkester, ringede jeg til Milan Vitek, som var violinprofessor på konservatoriet. Han sendte nogle elever ud til mig i Korsvejskirken – elever, der kun var 16-17 år. En dag var der én af dem, der tog sine forældre med – og det viste sig at være bratchisten Johannes Eskær og violinisten Charlotte Teilmann. Siden da har de to været med til at sammensætte orkesteret, som det er i dag. De har jo insider-kendskab til strygerne i orkestrene og kan sammensætte dem mest fordelagtigt. Der er faktisk flere ting, som det kan være nyttigt at tage hensyn til. Nogle strygere passer f.eks. klangligt bedre sammen end andre, og der er også spørgsmålene om temperament og kemi at tage hensyn til – det er mangfoldigt, en hel videnskab. Så jeg har været meget glad for deres praktiske assistance.
Dertil kommer, at jeg har en god bestyrelse. Det kræver jo en økonomisk ansvarlig bestyrelse at arrangere de store opsætninger som Messias såvel som de andre oratorier, vi har opført. Og hvad angår økonomien, er jeg støttet af særdeles pålidelige mennesker og en meget kompetent kasserer og bogholder. I korets bestyrelse sidder der lige nu nogle helt unge mennesker sammen med nogle lidt mere modne mennesker. Og det er en god cocktail, bestyrelsen fungerer godt på den måde.
- Ja, jeg ved, at I jo også med jævne mellemrum opfører Mattäus-Passionen og h-Moll-Messen af Bach. Man kan sige, at du er den organist på Amager, der har haft succes med de store opsætninger, og at du derigennem har skabt flotte traditioner. Har du tænkt dig at fortsætte med de store skibe i vandet?
Ja, det har jeg. Jeg er 61 år nu, og jeg har stadig for fuld drøn lyst til det. Jeg skal lave Messias nu for nr. 38. og 39. gang, og jeg glæder mig. Udover koncerterne glæder jeg mig også over noderne – og over prøverne – og så længe det er sådan, så fortsætter jeg. Helt bestemt! Jeg har måttet skære lidt ned på andre ting, for som 61 årig er man måske ikke helt så god til at sidde sent oppe om aftenen og arbejde og derefter stå tidligt op, som da man var 41. Men koret vil være det sidste, jeg skærer ned på!
Man skulle tro, at det store arbejde med Kammerkoret Euphonia ved siden af en travl stilling ved kirken ville være en rigelig mundfuld for de fleste. Men Euphonia og det faste kor ved kirken er ikke de eneste kor, Ole leder. Han er også dirigent for Musikkoret København, et blandet kor og orkester, bestående af ca. 40 sangere og 20 musikere sammensat til lejligheden, og som især synger klassisk kirkemusik.
Jeg har stor glæde af Musikkoret København, fortæller han. Vi havde prøve i aftes, hvor vi øvede på Händel’s kroningshymne ”Coronation Anthems”. Det var en fin og dejlig aften, hvor jeg kørte glad hjem fra koret.
Ole har været på mange koncertrejser med Kammerkoret Euphonia og nu også på rejse med Musikkoret København. Med sidstnævnte kor foretog han i maj 2014 en koncertrejse til Balkan, hvor de besøgte 5 lande: Serbien – Montenegro – Kroatien – Albanien – Makedonien.
Med Euphonia skal han til Tyskland næste år. I foråret var de på Færøerne. Tidligere har de været i England, Frankrig, Norge, Sverige, Spanien, Portugal, Italien, Albanien – og så langt væk som USA, Sydafrika og Cuba.
På rejsen til Cuba i 1999 skete der det, at de venstreorienterede i koret blev opmærksomme på, at der nok også var fejl ved det cubanske samfunds-system. Samtidig blev de højreorienterede opmærksomme på, at systemet trods alt også havde kvaliteter. Det oplevedes som en meget fin ting, at begge fløje på turen erkendte, at verden ikke er sort/hvid. Så det blev en øjenåbner for alle, smiler Ole.
Ole Reuss Schmidt er en musiker med en uudtømmelig virkelyst. Som fuldtids ansat organist i Korsvejskirken på Amager har han en travl hverdag med gudstjenester, kirkelige handlinger, ledelse af kirkens faste kor, menighedsmøder, plejehjemstjenester, personalemøder mv. I sin ansættelse som organist har Ole desuden en forpligtigelse til at afholde et antal koncerter hvert år, og hans koncerter er velbesøgte, fordi de er kendt for altid at være af høj musikalsk kvalitet.
For at forøge sit repertoire til højmessen, har han komponeret 56 motetter til vekslende søndage i kirkeåret med kirkeårets tekster som grundlag. Han har en særlig indsigt i disse kilder, dels fra sin organistuddannelse, men også fordi han i sin tidlige ungdom gennemgik en teologisk uddannelse, den såkaldte nøduddannelse til præst.
Tekstgrundlaget har helt bestemt været til stor inspiration for mig, siger Ole. Jeg elsker kirkeårets tekster, de er vidunderlige og et fantastisk godt grundlag at skrive musik på, så det har jeg gjort med stor glæde. Men generelt vil jeg da også sige, at troen på Gud betyder meget for mit musikalske virke. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Kirkemusikken handler virkelig om noget.
At troen på Gud har betydning for Ole Reuss Schmidt mærkede han med ekstra styrke, da han for to måneder siden oplevede et smerteligt tab i sin nære familie. En kun 40-årig nevø, der stod ham nær, døde af leukæmi. Dagen efter dødsfaldet skulle han dirigere H-moll-messen ved en stor opsætning i Christiansborg Slotskirke, og man kunne tro, at det ville være for svær en opgave så tæt på det skete. Men Bachs musik og messens tekst gav ham netop den trøst og styrke, der bar ham igennem den første tid i hans store sorg.
Satsen ”Et resurrexit” virkede især stærkt på mig på den baggrund. Og på femtedagen skulle jeg spille til begravelsen, og det kunne jeg også. Når man har spillet i så mange år, som vi har, gør man det bare, når man skal.
- Hvad var det, der første gang vakte din interesse for kirken, dens bud og dens musik?
Det skete tidligt. Jeg kommer fra Bylderup-Bov, en lille by i Sønderjylland ved grænsen.
For musikkens vedkommende var det sådan, at i 1967, da jeg var 12 år, fik jeg en spillelærer, der hed Erik Christesen. Jeg havde gået til klaverundervisning, fra jeg var 9 år, så jeg havde lært noder. Men først hos Erik Christesen tog det fart, og han fik virkelig sået et frø hos mig med hensyn til tasteinstrumenter. Han havde formatet til at kunne gøre den klassiske musik interessant, både for mig og for mine søskende. Vi kom til at elske klassisk musik. Mine forældre havde ikke noget forhold til klassisk musik, men de respekterede genboen, hvilket var gensidigt. Og jeg tror sådan set, at mine forældre tænkte, at hvis børnene spiller, så laver de da ikke gale streger i den tid. Så de støttede det absolut. Erik Christesen var i stand til at åbne musikken, så en 12-årig virkelig fik smag og interesse for det. Så meget at jeg fik et organistjob som 14-årig. Sådan kunne det være ude på landet, når man manglede en til at spille. Og det har jo været, som det var, men det var starten på min karriere – og her spillede jeg til jeg var 21.
Men så var det faktisk også sådan dernede i Sønderjylland, at Luthersk Mission var meget stærk, og de havde et hornorkester. Og de fleste, der kom dér, fik simpelthen et messingblæser-instrument i hånden i 12-14-16 års aldereren. Det har haft stor betydning, men især min forståelse for kirkens bud og tekster har min opvækst med Luthers Mission haft meget stor betydning for. På et tidspunkt var jeg i tvivl om, hvad vej jeg ville gå. Det var grunden til, at jeg læste til præst. Men heldigvis valgte jeg musikken – den gav mig et godt liv.
Sjovt nok var det Oles soldatertid, der fik ham til at vælge musikken. Fritiden, som der var en del af indenfor hæren i de år, benyttede han til at sidde og spille og opdagede, at han nød at træne i timevis. Så da han var færdig som soldat søgte han ind og blev han optaget på konservatoriet i Esbjerg.
Vi havde en hel række fremragende lærere på konservatoriet, men jeg vil især fremhæve min orgelfagslærer, Peter Møller, som havde meget stor betydning for mig. Ham tænker jeg tit på, selvom det nu er 40 år siden.
Du ved – når man slår op i sine noder kan man sommetider støde på noget, læreren har skrevet – og hvor er det dejligt, hvor bliver jeg glad. Man bliver ført tilbage i tiden og tænker: Hvor har det dog haft betydning, dette her! Jeg blev færdig i 1983, og jeg må sige, at det var en helt anden tid. Jeg er ret sikker på, at der var afsat flere penge til undervisning end i dag. Der var større bredde til hver elev, helt bestemt.
Mit første organistjob havde jeg som sagt, fra jeg var 14 til jeg var 21 år. Så tog jeg PO-eksamen, og det gav mig mulighed for at søge en stilling, hvor jeg kunne få lidt mere i løn. Det blev Toftlund Kirke i Sønderjylland, hvor jeg spillede samtidig med, at jeg gik på konservatoriet i Esbjerg. Det var vældig fint. Og da jeg så blev færdig på konservatoriet søgte jeg til København. Jeg blev ansat i stillingen som organist i Korsvejskirken, hvor jeg nu har været i 32 år.
- Det må have været et stærkt skift fra Sønderjylland til København – bl.a. måden at tænke på?
Joh – jeg er helt sikkert ærke-sønderjyde og på en måde var jeg også modvillig overfor at rejse til København. Men der var stillinger herovre, og det var der ikke i Sønderjylland – ellers var jeg helt sikkert blevet der. Men i dag kan jeg se tilbage på en god tid i København.
Med hensyn til kor var jeg heldig fra starten, for da jeg i 1985 kom ind med fire-toget og skulle spille til gudstjeneste, da stod der 4 dygtige sangere parat. De havde alle fire gået på Sankt Annæ, de var ikke mere end 20 år, og de sagde: Vi har mange fhv. klassekammerater, og vi samler gerne et kor sammen. Og det gjorde de så! Allerede et par måneder efter var det Bach’s 300 års fødselsdag, og i den anledning lavede vi en koncert, hvor vi opførte Bach-kantate nr. 21 ”Ich hatte viel Bekümmernis” med 4 eller 5 strygere, tror jeg, der var, og så har det kørt derfra. Det havde jeg slet ikke regnet med, men muligheden bød sig, og jeg blev kastet ud i det. To af sangerne havde jeg kontakt med mange, mange år fremover. Ja, en af dem har jeg stadig kontakt med, hun er med i Kammerkoret Euphonia endnu i dag. At løbe ind i sådanne sangere, som i den grad har bakket mig op, det er meget værd.
Og den helt store kvalitet ved korarbejde er jo fællesskabet. Ved orglet sidder man alene. Det er også dejligt og også interessant, men med koret har man et fællesskab med andre. Og hvis man f.eks. rejser med et kor, så rejser man sammen med andre, man har dialog og løser opgaver sammen med andre – det giver en helt anden rejse, end hvis man bare rejste på ferie for sig selv.
Det har også været dejligt at være med i Amager Musikfestival – en ting blandt så mange andre ting. Her fandt vi organister jo et fagligt fællesskab, som har været inspirerende og stadig er det. Jeg har min rod i Sønderjylland, jeg er stadig medlem af Luthersk Missionsforening, hvad jeg er meget glad for – hvad det kirkelige angår. Og hvad det musikalske angår, går det jo nok sådan, som det gør for alle organister, at man forhåbentlig finder sin egen stil og sine egne værdier i musikken.
I disse år er jeg meget optaget af at spille den musik, der passer til orglet. Kan jeg finde noget musik, som passer sammen med orglets egenart i Korsvejskirken, hvor jeg sidder og spiller hver eneste dag, så synes jeg virkelig, at det hele går op i en højere enhed. Fransk musik passer f.eks. ikke lige til det instrument, så det spiller jeg ikke så ofte. Men det er der så andre ting, der gør. Især den gamle musik – men dog også nyere musik som din musik, Leif, den har jeg også spillet meget af. Det er en fase, jeg er i nu – at finde ud af mig selv i forhold til rummet, instrumentet og musikken.
- Hvordan er din holdning til det rytmiske element i nye salmer og gospelsangen, der vinder mere og mere indpas?
Der er noget uheldigt ved den dér popularitetsbølge – jeg er lidt bange for, at det rytmiske element og gospelsangens indtog ofte handler om, at man gerne vil gøre det populært. Det kan måske nok lade sig gøre at lave rytmisk musik ud fra den præmis, at musikken passer til teksten. Så er den rytmiske musik da en mulighed ligesom den klassiske. Men der er også en tendens, synes jeg, – ligesom børn, der absolut vil have ketchup til maden. Og så er det ellers ligegyldigt, om maden er sund og har næring – bare der er ketchup. Sådan føler jeg, det er med rytmen – bare der er rytme, så synes mange, at det er fedt, dette her. Men indholdet og musikken bliver fattigere på den måde. Det bliver snarere en måde at være sammen på fremfor indhold og dybere refleksion. Evangeliet er ikke populært! Faktisk så korsfæstede man jo Jesus. Evangeliet bliver aldrig populært. Kirkens budskab er det allervigtigste, og Jesus Kristus, der er død på korset for vores skyld – det er kirkens allervigtigste budskab. Det vil jeg håbe, at kirken kan blive ved med at stå markant fast på, så den ikke bare bliver en kultur-institution – eller et medborgerhus.
- Hvordan ser du fremtiden for den danske folkekirke? Tror du, at det kommer til en adskillelse fra staten?
Det håber jeg ikke. Men vinden blæser jo noget i den retning. På den anden side, tror jeg folkekirken kan gå hen og blive et bolværk mod den forvirrende elektroniske bølge og de opløsende tendenser, der skyller ind over samfundet, hvor folkekirken så alligevel er det sted, hvor der er mulighed for at trække vejret. Jeg oplever også, at folk, der kommer til koncerter, siger: Hvor er det fredfyldt at sidde her! Jeg er spændt på at se, om pendulet svinger tilbage eller, om det virkelig er sådan, at den vestlige kultur og civilisation er på vej mod afgrunden. Ligesom den romerske civilisation – og den græske – og alle civilisationer på et tidspunkt kollapser – så er jeg spændt på at se, om det vi oplever nu er en sådan kollaps eller, om pendulet svinger tilbage igen, og der kommer mere fokus på det dybe og reflekterende.
- Mit sidste spørgsmål: Har du overhovedet tid til at beskæftige dig med andre ting udenfor musikken? Har du en eller anden spændende hobby?
Meget lidt, men dog … Jeg følger superligaen i fodbold, og det er naturligvis SønderjyskE, som jeg i den grad – i den grad – holder med. Og jeg er i lidt bedre humør, hvis SønderjyskE har vundet.
- Jeg har det på samme måde med Hobro.
Og derfor, Leif, er vi to jo gennemgående i godt humør for tiden. Begge hold er på vej op! For øvrigt kommer Hobro til Fremad Amager på søndag.
Ophavsret: Editshop.dk