Mikkel Andersen, Guitar

Interview: Leif Martinussen
Tekst og redigering: Nete Parkov

Guitaristen Mikkel Andersen er en stor musiker og individualist. På flere billed-illustrationer til hans 3 CD’er ser man ham gå sine egne veje, og det er der megen symbolik i. For det at følge sin egen vej er karakteristisk for hans professionelle liv, både kunstnerisk, pædagogisk og i den verden, der omgiver ham. I sin søgen efter musikalsk og menneskelig inspiration har han adskillige gange rejst til nære og fjerne rejsemål for at give koncerter, for at være konsulent i pædagogiske udviklingsprojekter, for at etablere kontakter og samarbejder med musikere og komponister – og fordi han er dybt optaget af menneskelige, politiske og kulturelle forhold.

En dag i februar 2017 kigger han ind hos komponist Leif Martinussen, som gerne vil høre om hans omfattende og mange-facetterede projekter.

Leif stiller ham spørgsmålet:

• Jeg ved, at du netop har indspillet din tredje CD, som jeg glæder mig meget til at høre. Hvornår kom den første?

”Den kom i 2009″, fortæller Mikkel. “Det var dér, hvor jeg tænkte, at nu var det nu! Tanken havde været undervejs i et stykke tid, men jeg havde ligesom ikke haft modet før. Derfor var det så dejligt, at den strøg lige ind. De var så søde inde på DR at tage den som ugens CD med det samme.”

“Der er netop kommet et genoptryk af den, for den har været udsolgt. Så min første CD “El llanto de la guitarra” (The lament of the guitar), er nu solgt i 1.000 eksemplarer – det er da sjovt!

I 2012 kom Puesta de Sol (Twilight), og det er en sjov 2’er, for dér spiller jeg tydeligvis – synes jeg selv – meget bedre.”

“Sjovt nok følte jeg også, at jeg sad meget bedre i stolen, altså meget sikrere. Med den første var jeg flere gange ved at sige, at dette her projekt – det går ikke. Den CD kan jeg ikke sende på gaden, det er simpelthen ikke godt nok. De dér processer kender du jo godt, når man er i gang – alt er på spidsen og åbner sig. Men det gjorde det ikke på Puesta de Sol, dér syntes jeg bare, det lød fedt, og den blev også spillet i Danmarks Radio. Og den ER god, for jeg er på et spillemæssigt niveau højere.”

• Sker der ikke det, at man bliver ekstremt objektiv og ærlig, når man skal vurdere sine egne indspilninger?

”Det er i hvert fald svært at lytte til produktet, for der sker jo simpelthen det undervejs i hele indspilningsfasen, at man udvikler sig. Når man får produktet i hånden, har man allerede flyttet sig i forhold til indspilningen. Og det kan godt være lidt ubærligt, så skal man lige trække vejret: OK – jeg ved jo godt, jeg ville spille det anderledes i dag, men nu holder vi!”

Mikkel Andersens nyligt udkomne CD hedder “Un buen Dia” (One fine day) og indeholder et bredt udvalg af musik lige fra barokkomponisterne Frescobaldi, Weiss og Bach over repræsentanter for det traditionelle guitarrepertoire som Villa-Lobos og Turina og til moderne komponister fra vor egen tid, Antonio Lauro, Roland Dyens og Leo Brouwer.

”Indspilningerne til Un buen dia (One fine day) gik godt”, fortæller Mikkel. ”Morten Mogensen er en fremragende producer. Som de to foregående CD’er er den indspillet i Store Heddinge Kirke. Forsidebilledet er marken ud mod Holtug Kridtgrav, hvor jeg går ud. Det sætter på en eller anden måde prikken over en rejse, hvor jeg tænkte: Det er jeg glad for! Det står jeg inde for, det dér, og det synes jeg er i orden. Det vil jeg godt stå på mål med som guitarist.” 

Hør Mikkel Andersen spille et nummer fra hans nye CD:
Roland Dyens “Tango en Skaï

I dette forår vil Mikkel igen pakke sine kufferter for at drage på langfart. Først venter en koncertrejse til Letland, så følger en koncertrejse til Chile, og efter en kort pause hjemme hos familien tager han videre til Grønland som konsulent i et musikpædagogisk udviklingsprojekt.

Leif har selv besøgt Grønland et par gange, og han er dybt fascineret af Mikkels koncerter og konsulentopgaver på øen. Han spørger:

• Hvordan startede dit samarbejde med grønlænderne?

”Jeg blev for en del år siden inviteret til Grønland til noget, der hed Nuuk International Guitar Festival. Jeg deltog i festivalen flere år i træk, og så begyndte det at udvide sig. Pt. har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har været deroppe.

Jeg begyndte at samarbejde med musikskolen og lavede workshops, trænede lærerne i metodik og sådan nogle ting – det udvidede sig så til Sisimiut, den anden-største by. Byen ligger nord for polarcirklen, hvor man har slædehunde. Og sidst var jeg så i Maniitsoq, oppe nordpå. Hver af de 3 byer har hver deres lyde. Nuuk er sådan lidt Hirtshals-agtig, lidt rå, lidt frustreret, lidt utilpasset, lidt ”hvad fa’en skal jeg gøre af mig selv, og hvordan er det lige jeg får denne her inuit til at passe ind i det der ….”

• Og så har de forstaden til Nuuk, hvor stort set alle danskerne bor.

”Ja, der er så mange af de der ting – og man skal også passe på. Jeg prøver ikke at gå for meget ind i det, fordi der er jo hele problematikken omkring ”expats” over hele verden. Og i Grønland er mange af danskerne jo lige netop expats, fordi mange af dem jo er der på en kontrakt – de har ligesom en bagdør. Men mange af grønlænderne – de hænger fast. Det er dog mit indtryk, at man gør en del for at ændre på det i uddannelsessystemet. Og der er mange danskere, der har integreret sig i samfundet og forsøger at leve i øjenhøjde med grønlandske værdier.

Til april skal jeg besøge dem i Sisimiut, hvor jeg skal føre nogle gymnasieelever op til eksamen og lave nogle koncerter i byen. Da jeg var der sidst, var jeg også i Maniitsoq – denne vidunderlige lille flække, som man kalder Sukkertoppen. Det giver jo mening, når man nu ser, at der er “sukker” på de små øer og bjergtoppe udenfor Maniitsoq. Så bliver det meget tydeligt, at der er en grund til, at man kalder den sådan. Her er det en ny musikskole, som jeg er med til at få op og stå i min egenskab af guitarlærer. Og jeg er med til at finde folk, der kan undervise.”

Jeg går jo rundt her i Danmark og har det liv, som jeg har – med hurtighed og gang i den. Og når man så kommer derop, er det som at ramme en mur. Så de første 2-3 dage er ikke overvældende nemme. Man tænker: Hold da kæft! Man får lige tænkt de tanker, man ellers ikke får tænkt, man får lige mærket efter… Og så falder pulsen ned.”

• Er det mest danske eller grønlandske børn, der kommer?

”Det er grønlandske børn. Og det, at jeg kan sige nogle ord på grønlandsk, og det at jeg tør tale det langsomt, det åbner jo døre. Kommunikationen er spændende på Grønland, fordi den er så båret af mimik og øjne, langt mindre af ord. Et meget godt eksempel på det var en workshop jeg var på i Maniitsoq. Der skulle vi møde nogle elever, der lige var gået ud af folkeskoleklasserne. Det var supergodt, og vi kom ind i en klasse. Rino, guitarlæreren, præsenterede det på grønlandsk: Har I lyst til at være med til noget guitar ovre på musikskolen – kom! Og så …. 

Der skete ikke noget. Jeg tænkte, at der jo nok ikke var nogen interesse for det. Men da vi gik ud ad døren, sagde Rino: “Det var jo godt, der var 10!” Hvad? Det var alligevel vildt! Hvordan? Jo, sagde han, det er fordi, når de gør sådan her – så betyder det ja. Altså lige hæver øjenbrynene. Og det er ikke noget med, at ”jeg gider ikke svare dig, så jeg gør lige sådan” – nej, det betyder et højt, klart og rungende ja.

Og det skal man jo lære. Det skulle jeg selv lære, for det gik op for mig, hvor gestikulerende jeg var med mine hænder og mit ansigt. Hvor talende jeg var! Jeg fandt ud af, at jeg blæste dem jo omkuld, de stakkels unger. Jeg havde også et stort skæg på det tidspunkt, det hele var jo voldsomt. Men det var en sjov og spændende lære. Man skulle lige nedtone og give dem plads, hvilket er noget, jeg iblandt husker på, når jeg tager ud.”

• Det fremmer dialogen at gå ned i puls?

”Ja, men de er jo vant til danskere, så de er også vant til at blive løbet over ende. Det, at de lige pludselig opdager, at der er én, der faktisk ser dem og møder dem i deres kommunikationsform …. Og det gør de jo også, de danskere, der bor der.”

• Er der et modsætningsforhold mellem danskere og grønlændere?

”Der er mange følelser. Hver grønlænder har jo en følelse, som bærer den politiske debat – ligesom den politiske debat herhjemme er båret på følelser. Nogle grønlændere kan fortælle et eller andet ubehageligt om tidligere familie-relationer, personer, som er blevet deporteret eller andet. Bare det, at man i perioder har forbudt inuitisk sprog i skolerne er jo en forholdsvis voldsom ting. Det er noget, man er konfronteret med hver dag, for der går jo grønlændere rundt, som ikke taler grønlandsk. En situation der er vanskelig for den enkelte.”

• De føler vel også på mange måder, at danskerne er de priviligerede? De bor vel bedre og har bedre økonomi?

”Nej, det er faktisk en nuancering. For der bor jo nogle særdeles velhavende grønlændere rundt omkring på kysten – typisk dem, der lever af fisk. Det kan virke meget overraskende at se.”

Mikkel har gjort den erfaring, at der på trods af de geografiske modsætninger i forskellige dele af verden på helt forskellige steder af jordkloden kan herske en forunderlig fælles kultur, der træder i kraft, når noget udefra sætter en stopper for det, man er i gang med.

Det giver han dette eksempel på:

”Da jeg for første gang besøgte Grønland i forbindelse med ”Nuuk International Guitar Festival” kom jeg dertil direkte fra mit første besøg i Cuba. Jeg havde netop gået rundt i 30-35 graders varme i Cuba, og så landede jeg i Nuuk i 14 graders frost og kæmpemæssige snedriver. Man skulle have pigsko på og det hele.

I Cuba var der sket det, at lyset gik – for det gør det i Cuba. Og så den der fornemmelse af, at man venter sådan set bare, til lyset kommer igen! Det var lige før en koncert i Santiago i en kæmpestor og meget smuk sal, Sala Dolores (Smertens Sal).”

“Lige pludselig var der bare ikke lys. Men der var ingen, der blev irriterede eller utålmodige – det var bare sådan, det var. Man ventede bare. Det gjorde et stort indtryk på mig.

Og så lander jeg forholdsvis kort efter i Nuuk. Og her er det jo sådan, at hvis der er islag, stopper man det, man har gang i, og så foretager man sig noget andet – f.eks. sætter sig ned og venter. Det er jo kun danskere, der bevæger sig ud i dårligt vejr, grønlændere gør ikke.

I virkeligheden sker der jo en masse under overfladen, som jeg ikke til fulde forstår, fordi jeg ikke kan aflæse hele deres kultur-kodeks. Jeg ser dem jo bare sætte sig ned. Der er noget enormt spændende i sammenhængen i forholdet til tid i de 2 verdensdele. Den dér mañana-kultur, som både findes i Cuba og i Grønland, den connect’er totalt.”

• Har du været i Cuba flere gange?

”Jeg har været der 3 gange. Mit første besøg i Cuba var meget spændende. Jeg skulle spille fuldstændig spritny kompositionsmusik. Der var ikke en eneste salsa eller rumba eller noget som helst fra mit repertoire. Det var en festival for ny kompositionsmusik. Jeg skulle både spille i Havana og i Santiago, og så skulle jeg helt ud til Guantanamo.”

• Ud til fængslet?

”Nej, Guantanamo basen ligger helt ude ved vandet. Byen Guantanamo, som jeg skulle til, ligger inde i landet. En meget smuk og dejlig by. Man forbinder slet ikke de to ting – det ene er jo skønheden, og det andet er ved gud uhyret.

Cuba er jo meget komplekst, og det er ikke noget særlig lykkeligt projekt. Slet ikke nu, hvor folk faktisk dør af kolera og er rigtig syge, især ude i østdelen af Cuba. Drikkevandet bliver inficeret, fordi deres sanitetsforhold er ringe. Det er en information, der ikke rigtigt kommer ud. Og det værste man kan komme på, er et hospital – lægerne er jo taget til Venezuela. Så det er ret farligt at komme på hospitalet for tiden, fordi landet er udsultet økonomisk.”

“Efter at have været der flere gange synes jeg, at jeg nu er kommet så tæt ind på folkekarakteren, at jeg også har mødt det stille Cuba. Altså dér, hvor det bliver indadvendt. Man er jo ellers så fixerede på at smile, det er simpelthen måden, man skaber kontakt på. Det er i den grad båret af en extrovert side – og sådan fungerer vi mennesker jo ikke altid. Det er en type attitude. Den anden side, som cubaneren ikke viser, det er selvfølgelig dér, hvor det bliver stille. På et eller andet tidspunkt, så slukker lyset.”

• Vil det sige, at deres menneske-karakter i virkeligheden er mere diskret?

”Den er mere sammensat, den er ikke kun udadvendt og salsa. I Havana især bliver man for det meste konfronteret med det der turist-Cuba. Folk opfører sig simpelthen ofte, som de forventer, man gerne ser dem. Men det er ikke den side af Cuba, der interesserer mig overhovedet – det dér postkort-Cuba. Nu taler jeg faktisk tilpas meget spansk, så jeg kan tale med taxachaufføren. Jeg kan forstå, hvad han giver udtryk for. Og det er klart, at hele dette her regime, som man kalder kommunisme, men som dybest set er et fascistisk diktatur, det er man begyndt også at turde snakke om.”

• Det er vel også fordi der jo sikkert ligesom i det tidligere Øst-Europa har været en masse angiveri, hvis folk var for åbne omkring deres politiske holdninger?

Ja, og det er der stadigvæk.  Man hører stadig om folk, der bliver tortureret – forfattere og kunstnere, der “forsvinder” for en stund, hvis de rammer ind i censuren. Man fortæller jo den gode historie, og folk her i Danmark kan også bedst lide den historie, men i det øjeblik du er for svitsende i din attitude overfor regimet, overfor Castro og historien og den kommunistiske ide, kan der ske uventede ting.”

Hør Mikkel spille et nummer fra hans nye CD:
Leo Brouwer “Drume negrita – canción de cuna

• Du har rejst meget rundt og du har spillet mange steder – er der flere interessante steder du vil fremhæve?

”Det har været en stor oplevelse og vidunderligt for mig at følge med i udviklingen i Baltikum fra de tidlige år lige efter løsrivelsen. Jeg begyndte at komme der i starten af 2000. Og hvad de mennesker dybest set gerne ville på det tidspunkt, det var: Altså, bare vi dog kunne få en fladskærm! Nu har de sgu’ fået fladskærme nok – nu har de set bagsiden af vestlig levevis, og frustrationen begynder at udmønte sig i nogle højreradikale tendenser – altså det kommer jo også der. Men menneskelivets udvikling i denne her tidligere sovjetrussiske republik, disse randstater, det har været utroligt dejligt at følge med i.”

• De har vel også hele tiden haft en frygt for, at det store Rusland kunne gå hen og presse dem i en situation?

”De har jo været fanget i det samme følelsesmæssige dilemma, som grønlænderne også har. Og det gør jo også, at man har lavet nogle regler omkring at pakke det russiske væk. Der er steder i dag, hvor man kun taler russisk, og det er fordi man har nogle vilde parallel-samfund – nogle enklaver, hvor nogle af indbyggerne ikke taler hverken lettisk eller litauisk, kun russisk. Letland er jo kompliceret, også i forhold til jødespørgsmålet. Jeg fornemmer i blandt noget hurlumhej omkring antisemitisme og nationalisme, nogle problemstillinger, som jeg tænker går tilbage til Hitlers udryddelse af både jøder og lettere i krigsårene og relationen til Rusland. Men oftest lever de to folkeslag fint med hinanden, er mit indtryk.”

• Jeg kan se på omtalerne i dine CD-booklets, at du har en uddannelse fra konservatoriet i Danmark – men også, at du har en overbyggende uddannelse fra London?

 “Det er rigtigt. Jeg var en ung mand og meget sensitiv, så det var jo at gå ind i en energetisk tsunami – den dér store, larmende og støvede by – og jeg kom fra et lillebitte konservatorium i Ålborg. I London er det et kæmpestort konservatorium, og jeg var på overbygning. Jeg fik ikke lov til først at bygge mig selv op, der var fuldt lys på fra begyndelsen. Det var et wake-up-call, at alle på de små klasser sad og spillede Aranjuez-koncerten – og det gik vildt hurtigt – mens jeg kom med mine på det tidspunkt ret begrænsede færdigheder. Jeg blev taget godt imod, men at høre pianister på det niveau … og violinister, som jeg var vant til at høre stå og spille foran Ålborg Symfoniorkester, dem sad jeg lige pludselig og drak kaffe med. De findes, og i kød og blod, og de er mange! Det var sådan, niveauet var.”

“Det var selvfølgelig en stor udfordring. Men det, jeg så kunne tage med mig, det var jo en viden om, hvor stor og hvor righoldig verden er. Det var ligesom der, jeg lugtede det for første gang: Her er altså en diversitet af mennesker og kunstarter – og alt findes i den smeltedigel. Jeg kan jo ikke sige, jeg har været i England, men jeg har i hvert fald været i London. Jeg kender London som min egen bukselomme. Og da chokket ligesom havde lagt sig, og jeg kunne omdanne den dér afmatning af chok til en energi, så kan jeg i dag se, at det var dét, jeg lærte dér: At turde træde ud af mine egne idéer om, hvordan andre tænker om mig.”

• Verden er større end lige konservatoriet i Ålborg eller København?

”Ja, lige præcis! Det var en meget stor og vigtig oplevelse – og det var jo det internationale samfund. Og derfor er det jo også så begrædeligt, det der er sket nu. Det er jo fuldstændig vanvittigt med den der brexit!”

• Der er mange tråde, der bliver klippet over ved den lejlighed.

”Ja, det er så uvirkeligt. Det er jo røget op i hovedet, i stedet for at kigge på den virkelighed, vi befinder os i. England ligesom hopper af det ansvar. Det sjove ved det er, at da jeg var der, kunne jeg mærke, at dem jeg i virkeligheden relaterede bedst til – det var waliserne, skotterne og irerne. Det var ikke så meget de etniske englændere. Det var alle dem, der var en del af noget andet eller noget større, og det er også dem, jeg har kontakt til i dag.”

Hør Mikkel spille et nummer fra hans nye CD:
Heitor Villa-Lobos “Scottisch-Choro”

“Alligevel er der jo også blandt de etniske englændere en kulturelite, som er utroligt konservativ, og som i virkeligheden er utroligt internationalt orienteret også. Men der er jo selvfølgelig denne her tory EU-skepsis. Nå ja – der er da en vis rimelighed i at have en skepsis, men det at se sig selv som en større helhed, det er jo udfordringen. Det er også udfordringen for London, for helt ærligt, så er det ikke et sted, hvor man bliver overvældende meget inviteret ind. De har faktisk, hvad de skal bruge. Jeg skal derover og spille 3-4 koncerter i efteråret i London og omegn, og man skal da tale lidt højt for overhovedet at blive hørt. Men det bliver jeg jo bare mindet om, for det skulle jeg også dengang.”

• Imperiet, det er jo væk, og hvis man ligesom geografisk går ind og ser på England og så Skotland, Nord-Irland og Wales, så er der jo ikke meget tilbage. Så er England jo et relativt lille land i Europa, ikke sandt?

”Jo, de bliver i hvert fald mindre og mindre. Man kan sige, at skotterne hviler jo meget godt i deres egen identitet, tænker jeg. Nå, ja, der er da sider af Skotland, der gerne vil løsrive sig ligesom alle andre steder, men der er en overvejende del, der sådan set synes, at det giver meget god mening at have United Kingdom som en samling. Og så synes de jo egentlig også, at det der EU, det fungerer meget godt. Det at være i nogle sammenhænge ….Det ender jo nok i en ny type konstruktion i det hele taget.”

• Den der forskel, der er på folkekarakteren de forskellige steder – går den igen, når der er tale om musik?

”Vi har jo alle sammen vores forskellige udtryk, alt efter hvor vi er. Og det giver vel god mening – når man tænker på, hvordan musikken i Cuba lyder, hvordan musikken i Grønland lyder, hvordan folkemusikken i Letland lyder. Det giver jo god mening, at der er så stor forskel – og alligevel er der ikke, for dybest set når vi ind til grundkernen af, hvad det vil sige at være menneske. Det er dér, jeg havner, hver gang jeg står overfor en ny kultur.”

“Man kan sige, at det vidunderlige ved at komme ud er, at man opdager, at alt findes. Men i det øjeblik vi prøver at få ting ind i kasser, så er det fordi vi laver en intellektualisering af noget. Og i det øjeblik, vi gør det, træder vi ud af en type virkelighed.”

• Grundtanken hos mennesker er den samme, det er bare måden …

”Ja, f.eks. grønlænderne – bortset fra deres polkaer, som ved gud er meget hurtige – men når man så f.eks. går i kirke … Det er jo helt vildt, at mennesker kan synge så langsomt. Jeg ved ikke, om I har fulgt med i julehilsenerne til Grønland, men dér synger de den dér “Guterpuut”, mens de står, og de græder alle sammen. Det er en meget smuk julesalme, men jeg kan simpelthen ikke forstå fraserne, for de er så langsomme.”

• Du får også tid til at undervise hjemme i Danmark. Er det dig, der står for Københavns Guitarskole?

“Ja, det er min biks. Den hedder også “Casa de la Guitarra” – den krævede ligesom den opmærksomhed og den plads, fordi jeg synes, at det, som sker der, er mere substantielt og modsvarende til, hvad der foregår i mange af de musikskoler, som jeg har haft kendskab til, og i samfundet generelt. Jeg prøver at lægge en modvægt og så i øvrigt udtænke en pædagogik og et samvær ud fra mine egne idéer om, hvad jeg synes, der er kvalitet. Da jeg begyndte at se det, smeltede min måde at være pædagog på og min måde at være musiker på meget sammen. Så blev det ikke til, at jeg skulle hen og undervise og så ligesom slå den anden side fra – nej, så kunne jeg sidde med min fulde integritet og intensitet i forhold til eleverne og samtidig  tage den faglige professionalisme ind i undervisningen.”

• Det blev en apoteose af alle tingene?

Ja, det vil jeg sige. Det har jo for mange musikere været et kæmpe problem det dér med, at de bliver nødt til at undervise for at få det hele til at løbe rundt. Men det er helt sikkert, at hvis jeg ikke gad undervise, så gjorde jeg det ikke, fordi sådan fungerer jeg ikke. Jeg synes jo tværtimod, det har været en gave at finde ud af, at når vi sidder og underviser – når vi skal sidde og kigge på de dér unger – så ser vi jo en del af os selv. Vi kan spejle en proces i os selv også. Det var spændende, da jeg opdagede det – at se en 9-årig knægt komme ind ad døren med sin guitar, blev ligesom at se mig selv komme ind med den der guitar. De psykologiske processer, der er i det, er at jeg faktisk kan gå ind for det med det her barn eller med denne voksne, sågar, og gøre en forskel.

Også i forbindelse med de MGK-elever, jeg har haft – der har jeg også kunnet gøre en forskel i forhold til at forstå, hvad det egentlig er for nogle processer vi går igennem. En ting er de rent spillemæssige og faglige, men der foregår jo en hel masse inden i os. Så for at få lagt det til ro, så får man skabt et fundament, som på et selvværds- og selvtillidsmæssigt plan kan træde ind i en konservatorie-tilværelse. Her er det ikke nok at være god og kunne spille hurtigt, hvis resten ikke hænger sammen. Konservatorie-tilværelsen er ekstremt hård, og hvis man ikke er klar til den, så snubler man ind i den. Og så er det utroligt svært at få rejst sig op og være stærk og komme ind i en proces.”

“Bare det at øve 8 timer om dagen – hvordan kommer man derhen at kunne bruge en investering i en dyrebar ungdom på det, at forstå, at det faktisk er noget, der løfter? Det synes jeg er spændende. Og udover det er der jo også det helt basale at få skærpet de unge guitaristers intensitet og deres sanselighed i forhold til musik. Det er da helt sikkert en helt anden måde de åbner for radioen på, når de har været til musikundervisning, end hvis de ikke har været der. Ellers æder de jo det hele råt, mens man, hvis man begynder at lave en træning omkring intensiteten og sanseligheden i forhold til æstetik, kunst eller hvad har vi – så får vi faktisk nogle samfundsborgere ud, som ikke bare sluger råt, hvad de får serveret, men tænker: Kunne det være gjort anderledes? Det synes jeg er fantastisk, men det er godt nok ikke lige det, som er det nemmeste at få fat i.”

“Jeg tror, at min helt store styrke i denne her sammenhæng er, at jeg ser mennesket som helt. Det vil sige, at eleverne kommer ikke bare som guitarister. Hvis jeg skal udvikle deres talent, er det sådan set hele paletten. Og så tager det jo tid. Det er helt sikkert, at begynderpædagogikken er simpelthen så væsentlig. Nu bruger vi jo også 45 minutter pr. gang i musikskolen/guitarskolen, og derudover har de sammenspil. Så det med at kombinere det individuelle med det fælles og lade de to ting gå op i en slags symbiose, det synes jeg er utroligt væsentligt.”

• Jeg kan huske, da jeg underviste i klaver, havde man 2 elever indenfor 22½ minut. Og så fandt man ud af, at hvis de nu var der samtidig under hele lektionen, så kunne de lytte til hinanden. Man mente, det gav en anden dialog og 2 indfaldsvinkler til det, der skulle snakkes om.

”Det er jo en model, man typisk har brugt i musikskolerne, og den kommer jo af en økonomisk begrænsning. Man kan jo være så flabet at sige, at dem der har været den største medspiller til at udvikle dansk musikpædagogik, det er i virkeligheden økonomerne. De har simpelthen skabt en begrænsning i musikskolerne. Man har været meget skarp i rammeskabelsen og dermed skåret muligheder væk.

Min guitarskole er integrationen af det kunstneriske, det menneskelige og det pædagogiske. Den har jeg lært at genkende i guitarskolen, og den har hjulpet mig til at tage det aspekt over i min kunstneriske virksomhed. Og det har været en gave. Det betyder jo, at jeg kan bevæge mig. Jeg behøver ikke tage forskellige kasketter på i mit liv, jeg kan sådan set bare bevare min menneskelige autencitet uanset, hvor jeg er.”

• Er du en god musikpædagog?

”Ja, det er jeg. For jeg er meget nærværende. Og jeg er også en god guitarist, så jeg står overfor mine elever i mine faglige kompetencer, som jeg står fuldstændig ved. Derudover er jeg også en person, som mærker, hvad tilværelsen ellers byder på af det ene og det andet. Dvs. at jeg føler, at jeg står som en helhed i min undervisning eller i min koncertvirksomhed.”

• Er den klassiske guitars repertoire begrænset? Eller bliver der hele tiden skrevet ny musik?

”Der er helt sikkert repertoire nok til, at vi ikke går kold – vi går ikke ned på udstyret af repertoire. Men det er klart, at hvis musik skal eksistere som kunstart, så bliver vi nødt til at kunne føre det ind i en samtids-kontekst. Selvom jeg spiller musik, hvor alle komponisterne stort set med ganske få undtagelser er døde, så er det jo også, fordi jeg på en eller anden måde vil sige: Hvad er det, som er interessant i forhold til det at være menneske? Hvad er det egentlig, som taler i forhold til vores samtid – i forhold til det liv, som vi lever? Og så er det jo ikke underligt at sidde og spille Bach – der er Bach på alle 3 CD’er.”

Hør Mikkel spille Bach i et nummer fra hans nye CD:
Joh. Seb. Bach “Fuga” BWV 1000

• Er det det tidsløse, du tænker på?

”Ja, der er en tidsløshed i det, og der er noget, der taler ind til noget grundlæggende i det at være menneske. Der er noget folklore, som er det, guitaren for mig at se kan. Når vi snakker om det, så kan jeg godt bringe det ind i en samtids-kontekst.

Og så synes jeg også, at det for mig er vigtigt at have det andet spor, som hedder: Jamen, lad os da udvikle dette her repertoire. Lad os få nogle komponister til at forholde sig ud fra en samtids-kontekst til instrumentet og få skrevet noget musik. Det er jo så det, jeg har brugt meget tid på, og som jeg nok kommer til at bruge tid på igen. Jeg tror, det er overskriften på musikken. Jeg er jo ikke interesseret i at lave et musikalsk frilandsmuseum, hvor jeg bare sidder og laver den ene guitar-antologi efter den anden.”

• Er dit instrument en kær ven, du har haft i mange år?

”Jeg kom ad omveje i kontakt med denne her guitar i år 2001 – den er fra 2000. Jeg synes jo stadigvæk, at det er min nye guitar, men jeg har opdaget, at jeg har haft den i 16-17 år. Da jeg fik den, var jeg den første, der spillede på den. Den er bygget i gran, og det er jo ikke altid, at sådan en gran-guitar gør lige hvad man siger, den skal gøre. Og så må man jo spille på den sådan, som den selv vil. Den vil jo faktisk gerne have fugt og varme. Det gør jo, at der hele tiden er en kommunikation, også i forhold til vejret. Lige nu, i februar, er ikke den optimale årstid for sådan en guitar. De små revner den har bliver større om vinteren – og klangen er smuk, men en anelse blegere, end når vi er i august måned – eller når jeg er i Cuba. Så klinger den fuldstændig vidunderligt. Instrumentet er jo et levende stykke.”

• Du har mere end én guitar, ikke?

”Jo, men jeg er ikke en samler.”

• Jeg tænker, at hvis det værste skulle ske, kan du så bruge en reserve?

”Ja, det vil jeg kunne. Og når jeg er ude og lave de her moderne-musik-koncerter, så er det jo også påkrævet, at jeg har flere guitarer. Fordi – hvis jeg skal spille med bue, eller jeg skal lave alle mulige krumspring …. Jeg har et værk fra en canadisk-cubansk komponist, der vil have mig til at spille med bue, mens jeg synger til et bånd.”

• Det lyder noget avanceret ….

Mikkel smiler: ”Det er jo kontrasten til det, jeg elsker ved at spille på guitar – det der med at sætte mig ned med min guitar og så bare spille. Stol, guitar – og så nichts weiters.”

• Bliver du nervøs op til selve kickoff-tidspunktet?

”Nej, egentlig ikke! Jeg vil sige det sådan, at vi har jo alle sammen de her reaktionsmønstre. Det at sidde overfor 80 mennesker, der kigger direkte på én – det er jo ret ekstremt. Det ville være mærkeligt, hvis man ikke havde en eller anden form for reaktion på det. Så kan vi kalde det nervøsitet eller måske snarere det at være sat op til opgaven. Det er jo en energetisk ting, som man kan vende om til en koncentration eller en inspiration.

Er det ren nervøsitet, så bliver man skyllet over. Men hvis man ligesom tænker “Fandeme nej, nu går vi til den!”, så er det noget andet. Nervøsiteten ser jo på fejlen, på de små sorte huller, så glæden ved musikken får lov til at forsvinde. Inspirationen kan jo også give fysiske reaktioner, men det vil man blæse på.”

• Føler du, at interessen for guitaren er levende og god og i vækst i forhold til da du begyndte at studere som ung mand?

”Hvis vi skal se på det elitære i det, så kan jeg se, at der er nogle utroligt dygtige guitarister på vej, som vinder konkurrencer og som har nogle forudsætninger – dér kan man mærke, at guitarpædagogikken har virket, simpelthen.”

• Er der egentlig ikke ret få kvindelige guitarister?

”Ikke på verdensplan, og der er også nogle stykker i Danmark. Men det er jo sådan, at lige så snart vi er elitære på et hvilket som helst niveau, så drosler kvinderne fra. Og det gør de af forskellige årsager – der er noget opvækst, og så er der lige pludselig en familie, der står og kalder. Der har vi altså bare et eller andet kulturstyret om, hvem det er, der står med det derhjemme. Sorry to say – men der har vi altså virkelig en opgave at løse. For hold da op, hvor er der dygtige kvindelige guitarister! Og hvor er det bare en gave for et fag, hvis man kunne have balance på det høje niveau, højt profileret, så det ikke bare bliver et snævert billede af, at det at spille guitar er noget maskulint. For det er jo et meget smukt og feminint instrument også.”

Jeg synes, der er dele af guitaren, der er mere spændende end andet. Jeg synes, der er en dybde i guitaren og i det at formidle guitarmusikken, som har en mission og som vi har behov for. Man kan sikkert finde den samme dybde i orglet, i violinen – men min kærlighed til instrumentet, til guitaren, gør at jeg ikke ville bytte. Jeg synes cello er vidunderligt, men det bliver næste gang. I denne her omgang er guitaren helt klart vidunderligt for mig at gå ind i.”

• Du mener i dit næste liv bliver det cello?

”I mit næste liv skal vi lige finde ud af, hvordan celloen er, for den kan vi også godt bruge. Jeg vil bare lige lære det – så kan jeg vende tilbage til guitaren bagefter.”

Copyright: Editshop.dk