Interview: Leif Martinussen
Redigering og oversættelse: Nete Parkov

Matias Hernan Sagreras

Første gang jeg hørte om Matias var i 2012, hvor han skrev til mig. Han havde hørt mit ”franske” orgelværk “Réflections d’un rendez-vous musical” og ville gerne købe noderne. Jeg sendte ham et eksemplar, og vi blev venner på Facebook.

Organist og professor i Buenos Aires

Matías Hernán Sagreras er professor i musikteori og formlære på musikkonservatoriet,  Conservatorio Superior de Música de la Ciudad de Buenos Aires – samt organist og musikdirektør i kirken Basílica del Santísimo Sacramento i Buenos Aires, hvor han spiller på det største Mutin Cavaillé-Coll orgel udenfor Frankrig. Her kan du høre ham spille Widor’s Toccata på det fornemme orgel:

På trods af sin unge alder på 35 år, har Matías før sin nuværende stilling haft 3 andre ansættelser – den første i en alder af kun 13 år. Det vil jeg gerne høre lidt mere om, og han har heldigvis indvilliget i at give et interview til min blog. Selvom jeg nok kunne føle mig fristet til at hoppe på et fly til fantastiske Buenos Aires har jeg dog valgt en enklere og billigere løsning: et digitalt møderum. Da jeg en dag i april 2018 får forbindelse med Matías via Skype, er han netop vendt hjem fra en tur til Uruguay.

”Uruguay ligger kun 200 km væk fra Argentina”, fortæller Matias, ” men man må tage turen med skib, fordi der er en meget stor flod mellem de to lande, Rio de la Plata. Jeg besøgte en ven og gav samtidig en meget spændende og fascinerende koncert, først musik af Bach og derefter improvisation til en stumfilm, The passion of Jeanne d’Arc – en fransk film fra 1928, instrueret af den danske Carl Th. Dreyer. Det er en fremragende film og meget velegnet til at kombinere musik og billeder i en kirke, fordi den jo har et religiøst tema. Det var virkelig helt perfekt, så jeg nød det meget.”

For nogle dage siden, da vi skulle have chattet over Skype, skrev Matías at han var forhindret, fordi han skulle besøge den schweiziske ambassade. Så jeg er lidt nysgerrig:

• Skal du på koncerttur til Schweiz?

”Nej, det var på vegne af en nær ven, den berømte organist Christina Garcia Banegas, som bor i Uruguay. Kender du hende? Hun har spillet især Bach og barok-musik i både Europa og Syd-Amerika, og hun er schweizisk statsborger men bor nu i Uruguay. Jeg skulle ordne hendes pas på den schweiziske ambassade i Buenos Aires – der er nemlig ingen schweizisk ambassade i Uruguay. Så der var to formål med mit besøg i Uruguay – jeg skulle give koncert og overbringe passet til min ven, så hun kan rejse til Europa.”

• Har du selv været i Europa?

”Ja, jeg har rejst en del i Europa, i Frankrig, Schweiz og Tyskland.”

• Hvornår blev du først interesseret i orgelmusik?

”Da jeg første gang hørte et orgel, var jeg 6 år gammel – det var ved min ældre søsters bryllup. Et pragtfuldt Cavaillé-Coll fra 1926 (den sidste periode af Cavailé Coll-huset) satte i med processions-marchen, og jeg blev så indfanget af klangen, at jeg i dag ikke kan huske det øjeblik, da min søster trådte ind i kirken. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig genkalde mig lyden af Elgar’s “Pomp and Circumstance” spillet med den franske Cavaille-Coll klang. Så det er med stor glæde, at jeg næste juli skal spille min første koncert på det selvsamme orgel, som er blevet restaureret sidste år. Efter næsten 30 år skal jeg spille på det orgel, som ved min søsters bryllup var min første oplevelse af en orgel-klang. Det gør mig meget lykkelig.”

Her spiller Matías et andet stykke af Elgar: Nimrod fra Enigma-variationerne, oprindeligt for orkester:

• Din søster må være en del ældre end dig?

”Ja, hun er 14 år ældre end mig. Og jeg har en bror, der er 11 år ældre. Så jeg er en efternøler. Jeg kom som en stor overraskelse for min familie – men af den lykkelige slags.”

• Fik du så musikundervisning som 6-årig?

“Nej, jeg begyndte et par år senere på et elektronisk keyboard, som min mor havde fået i fødselsdagsgave. Hun havde studeret musik nogle få år i sin ungdom, men da hun mødte min far, forlod hun studierne. De flyttede til en lille lejlighed, hvor der ikke var plads til hendes klaver, så det blev solgt. Og så – efter mange år, da hun var i halvtredserne – forærede min far hende et lille keyboard med 5 oktaver. På det lærte hun mig nogle få grundlæggende do-re-mi-fa-sol blokke – resten lærte jeg mig selv pr. gehør.”

• Hvornår spillede du første gang på et kirkeorgel?

“Den første gang jeg rørte et pibeorgel, var jeg 9 år. Jeg havde en fætter, der var dominikansk præst I en kirke, hvor der var et stort tysk orgel. Hans far, min onkel, sagde: OK, lad os besøge orglet, måske kan du finde ud af at spille noget på det. Og et fantastisk minde om mit første møde med orglet er, at mine ben var for korte til at nå pedalerne. Men mine hænder fandt frem til nogle katolske klange, som jeg var fortrolig med. Jeg forelskede mig totalt i orglet og sagde straks: Ja, jeg vil være organist!”

” Min fascination af orglet var dog af dobbelt natur – der var lyden, men der var også konstruktionen. Orglet er jo et instrument, men også en maskine. Og den sidste del talte til min drengedrøm for fremtiden. Jeg drømte om at blive pilot – at flyve en jumbo-jet. Så sommetider, når jeg i årene derefter sad på orgelbænken for at øve, forestillede jeg mig, at orglet var et cockpit, og at jeg var parat til at lette.”

Og måske kan drengedrømmene stadig komme til udtryk i Matías, når han sætter sig til orglet:

”Min passion for orglet og musikken voksede mere og mere, og som 13-årig fik jeg min første ansættelse som liturgisk organist i nabosognet. Mine forældre var assisterende som “Minister of the Eucharist”  – én som assisterer præsten i den katolske kirke med at give kommunion. Jeg startede først og fremmest med at hjælpe som messedreng og spille under altergangen på et elektronisk orgel. Der var en ældre organist i kirken, og sommetider bad jeg ham om at måtte spille gratis i kirken. Og da jeg som 14-årig besluttede at tage undervisning i klaver og orgel hos en professor, foreslog jeg kirken en slags byttehandel: Jeg spiller, og I kan betale min undervisning. Det var ren forretning.

Jeg spillede i denne kirke, indtil jeg var 19 år. Og min beslutning om at tage undervisning førte til, at jeg som 18-årig blev optaget på konservatoriet i Buenos Aires, først med henblik på en bachelor i klaver. Senere kom jeg ind på National University Institute of Art (IUNA), hvor jeg tog en bachelor i orgel (Licens) hos Luis Caparra.

Fra 2005 til 2008 var jeg organist ved Iglesia San Nicolas de Bari (Mutin Cavaillé-Coll orgel); fra 2006 til 2010 organist ved Basilica de María Auxiliadora (Vegezzi-Bossi orgel). Og fra 2009 til I dag er jeg organist og musikdirektør ved Basílica del Santísimo Sacramento (Mutin Cavaillé-Coll orgel, det største i Argentina og det største Mutin Cavaillé-Coll udenfor Frankrig).”

• Er det en meget stor kirke, du spiller i?

“Nej, faktisk ikke. Selvom det er kirken med det største orgel, er den kun 40 meter lang. Så orglet er jo noget af et monster – men det er et fremragende instrument. Og kirken er en vidunderlig bygning – den eneste kirke i Argentina, som udelukkende består af europæiske materialer. Alt marmor, alle farver, alt træværk, orglet, mosaikkerne – alt kommer fra Italien, Tyskland, Belgien og Frankrig. Det er som at få en billet til Europa. Du går ind i kirken, og du er i Europa. Du går ud af kirken og konstaterer, at du er i Buenos Aires.”

• Er der tradition for at købe store orgler i Argentina?

“Det var noget, man så, både efter første og anden verdenskrig, da Europa var svækket og priserne lave. Argentina var jo et af de rigeste lande i Amerika gennem de første årtier af det 20. århundrede. Og det kan du se ikke alene på orglerne, men på arkitekturen – på kirkerne, på bygningerne – hvordan vi levede for halvfjerds-firs år siden. Nogle kaldte det “Amerika’s Toulouse”. Det var et mix af Toulouse, Paris og Madrid.

I den periode købte vi en række enestående europæiske instrumenter fra især Frankrig, Tyskland og Østrig. Selv har vi ingen orgelbyggere – ikke endnu. Men du kan finde fantastiske instrumenter her. Vi har haft alle traditioner af europæiske orgler i Buenos Aires. Desværre er alle Bach-orgler forsvundet i en periode, hvor man lavede drastiske ændringer i byen. Men hvis man rejser mod nord kan man finde fantastiske instrumenter fra det 18. og 17. århundrede – i god stand, i meget god stand. Den italienske komponist, Domenico Zipoli (1688-1726), som boede de sidste 9 år af sit liv i Argentina, har skrevet en masse musik for disse orgler. Og nordpå afholdes da også en meget vigtig festival med barokmusik og latinamerikansk musik i kystbyen Chiquita. Hvis man rejser til syden, derimod, er der ingen orgler.

Argentina er jo et meget stort land – 5000 km langt og 2000 km bredt. Mod nord er landet bjergrigt med et tørt klima og præget af boliviansk kultur. Buenos Aires ligger midt i landet. Og mod syd har vi Ildlandet med antarktisk klima og med verdens sydligste by, Ushuaia. Så der er stor, stor forskel på nord og syd.”

• Komponerer du selv?

Jeg er ikke egentlig komponist. Men jeg skriver da musik til gudstjenester – liturgisk musik. Desuden er jeg medlem af en sammenslutning i Buenos Aires, der har til formål at bevare god liturgisk musiktradition og at arbejde for frembringelsen af ny musik. Vi forsøger at gøre et godt stykke arbejde, og jeg skriver også salmer til brug ved gudstjenester.

• Arbejder du med kor?

I kirken har jeg både et instrumental-ensemble og et kor. Alle medlemmer af mit kor og orkester er professionelle musikere fra nationale kor og symfoniorkestre. Så standarden er høj, men det koster, og der er ingen amatørkor I min kirke. Derfor er ensemblets og korets medvirken begrænset til påske, jul og andre store højtider – og så til bryllupper, hvor brudeparret betaler for deres medvirken. Kirken har nemlig ingen stor fast menighed, fordi den ligger I forretnings- og hotel-zonen. Her kommer mange turister – 70% af kirkegængerne om søndagen er fremmede. Så ved de fleste tjenester deltager ensemblerne ikke – da er det mig, der alene leverer musikken til tjenesten.

• Er der andre musikere i din familie?

”Jeg er den eneste i dag. Men hvis du søger på nettet, kan du nok finde noget om Julio Salvador Sagreras, min oldefars bror, som levede fra 1879 til 1942.”

“Han var guitarist og komponist, professor på konservatoriet, og så udgav han en guitarskole, som opnåede stor anerkendelse. Men efter ham har der ikke været musikere i familien før nu.”

Lyt her til en tango af Julio Sagreras, spillet af den chilenske guitarist Carlos Pérez::

•  Hvad er din fars profession?

“Min far var arkitekt, og min mor er hjemmegående husmor. Jeg er født og opvokset i Buenos Aires og har altid boet her. Men lige nu planlægger jeg min første store flytning, fordi der ikke er mulighed for overbyggende uddannelser i orgel her i landet. Det kræver, at man enten tager til USA eller Europa.

Det er min plan først og fremmest at tage til San Sebastian i Baskerlandet i Spanien. Her kan jeg få en solist-uddannelse. Desuden har jeg mulighed for at tage en kandidatgrad i Strasbourg. Så det er mine planer for det kommende semester, og det glæder jeg mig meget til at gå i gang med. 

Men det er også min plan at vende tilbage til Buenos Aires. Det er nemlig et stort problem her, at mange af dem, der tager til udlandet for at blive videre-uddannet, ikke vender tilbage igen. Så desværre er der mangel på højt uddannede musikere, der kan undervise her i landet. Det er derfor mit ønske at uddanne og udvikle mig selv så godt som muligt, så jeg derefter kan gøre en indsats for mit land. Jeg elsker at undervise.”

Lyt her til et fornemt uddrag af Maurice Duruflés Koralvariationer over Veni Creator, Op. 4 med Matías ved orglet:

• Hvordan er dit orgel-repertoire – har I egne komponister og traditioner I Argentina?

“ Min lærer studerede I Europa, I München. Og alle discipliner er centreret om den klassiske europæiske musik gennem de 5 år, som studiet varer. Med hensyn til programmer til vores afgangseksamen …. Tja, vi har jo desværre ikke et stort argentinsk repertoire. Det er også et problem, som jeg forsøger at gøre noget ved – jeg vil gerne arbejde for, at der bliver skrevet ny argentinsk orgelmusik. Den vigtigste komponist i Argentina var Alberto Ginastera, som jo har skrevet både opera- og balletmusik. Men han har kun skrevet 2 stykker for orgel. Det er jo ingenting. Vore andre komponister skrev også kun få orgelstykker. Så der er ingen argentinsk orgeltradition af betydning. Det er mit ønske at indføre mere ny argentinsk orgelmusik I undervisningsmaterialet på konservatoriet som en naturlig disciplin.”

• Det har været en fornøjelse at tale med dig, Matías. Jeg håber, at jeg en dag får mulighed for at besøge dit spændende land.

“Du må absolut komme en tur til Argentina! På trods af afstanden og kulturforskellene er der jo stor forståelse mellem os – ikke mindst musikalsk.  Straks da jeg hørte  din musik første gang, tænkte jeg: Det vil jeg gerne spille!”. Og da vi fejrede kirkens 100 års fødselsdag, indførte jeg en række små søndags-koncerter på 30 minutter – hver søndag efter højmessen.  Vi åbnede dørene, og publikum kunne gå op på første galleri og lytte til koncerten, kigge på orglet og konsollen osv.  Derfor måtte jeg indstudere en masse musik, og ved en af koncerterne spillede jeg så dit orgelstykke “Reflections d’un rendez-vous musical”.  Jeg er ikke mindst betaget af anden-satsen, som absolut skal spilles på et fransk Cavaillé-Coll orgel.”

Der er virkelig noget magisk ved at udgive et stykke musik og opdage, at det – som en fugl – kan finde sin egen vej til en ny sjæl og komme til live endnu en gang. Det gør mig både ydmyg og dybt taknemmelig at erfare, at min musik har rørt hjertet hos en stor musiker – endda i et fjernt kontinent.

Jeg takker Matías for den meget spændende samtale, og billedet af hans venlige ansigt på skærmen smiler og forsvinder.