Christoph Neuerburg, Obo, Engelskhorn

 

Interview og tekst: Leif Martinussen
Redigering: Nete Parkov

Året er 1978, og stedet er operahuset i Dortmund. En 10-årig dreng, Christoph Neuerburg, er med skolen til sin første koncertoplevelse i sin hjemby. Blandt det åndeløst ventende publikum sidder han med øjnene stift rettet mod orkestergraven. Orkestret har stemt deres instrumenter, og salen venter i stilhed. Dirigenten står på podiet med halvt løftede arme..

Så giver han tegn til orkestret, og lange rolige klange fra strygere og waldhorn smyger sig ud i salen. Flere instrumenter kommer til – fløjter, klarinetter, oboer, pauker – musikken pulserer i stigende dynamik. Da et af blæseinstrumenterne sætter ind og tegner ouverturens tema, spærres drengens øjne op. Han betages dybt af oboens helt egne klang, og der sættes en spire i hans sind. Alle hans sanser skærpes snart til det yderste i oplevelsen af orkesterets og operaens magi. Aldrig før har han oplevet noget så fantastisk i sit 10-årige liv.

 

Oplevelsen af Carl Maria von Webers opera ”Der Freischutz” med kor, orkester og solosange gør et så stort indtryk på drengen, at hans tanker fremover kredser mere og mere om musikkens og orkesterets verden.

I dag, 38 år senere, har jeg besøg af den voksne, professionelle oboist Christoph Neuerburg og min danske organistkollega Niels Henrik Jessen. Det er i august måned 2016, og vi sidder i havestuen og nyder sensommerens lune eftermiddagsluft. Jeg har været lidt nervøst forberedt på, at mit interview med Christoph nok skulle foregå på tysk, men heldigvis viser det sig, at han taler overraskende godt dansk. Jeg læner mig lettet tilbage, for mit tyske er ret så rustent.

”Allerede som 5-6-årig var jeg meget glad for klassisk musik”, mindes Christoph. ”Jeg ønskede mig musik af Mozart, og så fik jeg ”Eine kleine Nachtmusik” på musikkassette. Den lyttede jeg meget til.

Da jeg lige var startet i skolen som 6-årig fik jeg undervisning på blokfløjte sammen med min søster. Det blev jeg meget glad for – og så gik det hele i gang. Vi var en ret stor blokfløjte-gruppe med 6 eller 7 lærere. Og jeg følte med det samme, at vi ikke lærte nok. Jeg var ikke tilfreds med alle de simple sange, så jeg gik i nodebutikker og søgte efter noder.”

Det er jo fantastisk, at man så tidligt får færten af, at der er noget, der er mere end bare ”underholdning”, noget, der taler dybere til én. Har der været tradition for musik i dit barndomshjem? spørger jeg.

”Nej, ikke rigtigt. Mine forældre er ikke uddannede musikere. Men min mor er meget musikalsk, og jeg husker, at hun sang meget med os. Hun satte sig midt i sofaen med min søster og mig på hver side, og så sang vi fra en stor sangbog. Det betød meget for min musikalske interesse. Jeg var dog nysgerrig efter mere kompliceret musik, især barokmusik var jeg rigtig glad for. Jeg ved ikke, hvorfra den stammer, denne impuls ….

Hvornår tog du det første skridt ind i noget, der kunne føre til noget seriøst?

”Efter besøget i operahuset med ”Jægerbruden” var jeg meget fascineret af orkestret og især af oboklangen. Mens jeg stadig spillede blokfløjte som 12-13-årig ønskede jeg mig en plade med obo-koncerter. Det helt store ønske om selv at lære at spille på oboen kom dog senere – da var jeg 16 år. Jeg måtte vente på at få plads hos den rette lærer, så jeg var 17½ år, da jeg endelig begyndte. Med det samme vidste jeg, at dette var min lidenskab, og at dette orkesterinstrument skulle være min levevej. Heldigvis var mine forældre aldrig i tvivl om mine valg. Der var andre i familien med advokatuddannelser f.eks., der syntes noget andet, men mine forældre støttede mig altid i mine ønsker.”

Christoph startede på musikskolen i Dortmund og blev senere optaget på Hamburger Konservatorium. Her tog han diplom som orkestermusiker og musikpædagog. Efter endt uddannelse blev han praktikant på Staatsoper Hamburg, og det blev indledningen til et musikerliv i tæt tilknytning til det traditionsrige koncert- og operaliv i Tyskland, hvor han mødte alle de store navne i masser af opera- og koncertopførelser.

Når jeg selv tænker tilbage til min første oplevelse af Christoph Neuerburg som koncertsolist, forstår jeg, hvorfor han valgte netop dette instrument som sit foretrukne. Det var til en koncert i Davidskirken i København søndag den 27. oktober 2013, hvor Christoph spillede både obo og engelskhorn med organist Niels Henrik Jessen som akkompagnatør. Allerede i de første takter stod det lysende klart, at solisten var en blændende og usædvanlig kunstner på sine to instrumenter. Hans musikalske tonedannelse var følsom, smuk og understøttet af en overlegen teknik. Og samspillet mellem de to musikere var sublimt, intet virkede tilfældigt eller sløret, musikken afspejlede hele tiden et modent samarbejde og musikerskab med en fin forståelse for værkernes tidsgenre. Alt blev forløst stringent og med stor skønhed.

I den tjekkiske komponist Petr Eben’s ”Seks miniaturer for obo og orgel” husker jeg ganske tydeligt oboens elegante og charmerende tone i fornem samklang med orglet. I to værker af den danske cellist og komponist Lennart Jarde, var oboen skiftet ud med engelskhorn i bearbejdelser af en svensk folkemelodi og en gammel svensk salme. Engelskhornets større klangvolumen forløstes fint i disse kompositioner, der indeholdt en dyb varme og ganske vidunderlig ”nordisk glød”. Endelig lod engelskhornet sig også høre i koncertens sidste værk, Paul Hindemith’s Sonate for engelskhorn og klaver, der udkom i 1941. Et sublimt og flot 6-satset værk.

Der er ingen tvivl om, at Christoph er særdeles fortrolig med sit instrument oboen, der oprindeligt er en videreudvikling af skalmejen, der var et folkeligt og hyppigt anvendt dobbeltrørbladsinstrument i middelalderen og renæssancen. Skalmejen blev erobret fra araberne (dengang af de kristne kaldt saracenerne), hvilket forklarer, hvorfor man senere hen med succes lejlighedsvis har anvendt oboen til at fremmane eksotiske atmosfærer.(…) Omkring år 1700 var oboen et selvfølgeligt instrument i de fleste orkestre, hvor der indgik blæseinstrumenter; prominente komponister som Händel, Albinoni, J.S. Bach og Vivaldi har solokoncerter for obo på samvittigheden. I barokken anvendte man også dybere oboer, såsom obo d’amore og obo da caccia, men i dag optræder disse sjældent på koncertprogrammerne . Selvom obo da cacciaen forsvandt, fandt dens efterfølger og nære slægtning, engelskhornet, plads i orkestret i første halvdel af 1800-tallet; dog blev engelskhornet tildelt mere anonyme funktioner end da cacciaen i barokken. Berlioz er en af de få komponister i 1800-tallet, der lejlighedsvis lod engelskhornet træde tydeligt frem (det mest berømte eksempel er måske begyndelsen af 3. satsen i hans Symphonie Fantastique). (Citat: Det virtuelle Musikbibliotek)

”Oprindelig havde jeg kun obo”, fortæller Christoph Neuerburg. ”Men jeg var så heldig, at min professor på konservatoriet i Hamburg var solo-engelskhornist på operaen. Derfor fik jeg det med. Og det var vældig godt, for de fleste stillinger er meget ofte kombinerede obo-engelskhorn, hvilket jo giver mange flere muligheder. Engelskhornet har også en skøn klang, som jeg holder meget af.”

”Oboen er jo i dag først og fremmest et orkesterinstrument, som er en fast bestanddel af symfoniorkestret”, fortæller han. ”Tidligere – især i barokken, men også i klassikken – var den ofte benyttet som et soloinstrument. Der er masser af skøn obomusik fra baroktiden, som jeg elsker at spille – obokoncerter, sonater og andre koncertstykker. Og så er der kantater af Bach, der indeholder et væld af solistiske opgaver for oboen. I romantikken og nyere tid bliver det mere sparsomt. Stravinsky er nok den komponist i vor tid, der har tildelt instrumentet flest fremtrædende funktioner.”

I dag er Christoph alternerende 1. oboist og engelskhornist i Sinfonieorchester Aachen, hvor han har en kontrakt for 20 år ved de mange opførelser af operaer og koncerter. Men inden han nåede hertil havde han ansættelser som både oboist og engelskhornist i hhv. Theater für Niedersachsen i Hildesheim, Theater Görlitz og Weimar Staatskapelle, samt vikariater i bl.a. Deutsche Oper Berlin, Deutsches Symphonieorchester Berlin, Essener Philharmoniker og Staatsteater Sarbrücken.

På løsere basis har han desuden påtaget sig opgaver i Malmø Symfoniorkester, og i de perioder har han boet i København. Christoph har nemlig for 4 år siden giftet sig med sin danske musikerkollega Niels Henrik Jessen, der er organist i Kastrup Kirke. Begge har deres gode faste stillinger i hvert sit land, og det betyder, at de hidtil har boet hos hinanden, som det nu har kunnet lade sig gøre. På trods af denne lidt påtvungne fleksibilitet har de formået at skabe ikke blot en privat livsstil, der har kunnet fungere, men også et sublimt musikalsk partnerskab, hvor de ofte giver koncerter – både i Tyskland og Danmark.

Til parrets glæde har de nu fået muligheden for at se mere til hinanden i den kommende tid, idet Christoph har fået et års orlov fra Aachen. I hele sæsonen 2016-17 skal han spille i Malmø, hvor han starter allerede i næste uge.

Kombinationen orgel-engelskhorn opfatter de som lidt af en niche i deres samarbejde. De fleste obo-orgel-duoer er kun med obo. Derfor er der heller ikke skrevet ret meget for engelskhorn og orgel, selvom engelskhornet passer meget fint til orgelklangen. Nu har de så fået nogle ting skrevet til dem og håber stadig på at få flere.

Privat holder de heldigvis begge af at rejse og springer gerne på et fly, der kan bringe dem til hinandens hjembyer og til andre steder i verden, når de holder fri sammen.

”Hvis jeg ikke var blevet organist, var jeg blevet rejseleder”, indskyder Niels. ”Jeg elsker at rejse – og det er oftest mig, der arrangerer vore rejser. Sommetider bliver Christoph lidt sur, hvis jeg har lagt alt for mange kirkebesøg ind i dagplanerne”, siger han – og begge smiler.

Har I andre interesser udover musikken og rejselivet?

”Jeg har læst meget”, siger Christoph. ”Især de store klassikere, Thomas Mann, Hesse osv. – og alle de store russiske romaner. Og så har jeg såmænd netop læst min første bog på dansk, Jan Guillou’s ”Brobyggerne”.

”Ja, jeg har kun læst tyske rejsebøger, siger Niels. ”Endnu har jeg ikke læst en roman på tysk. Men det skal snart ske!”

Finder I det fascinerende at være af hver sin nationalitet?

”Jeg er mest fascineret af det kolossale kulturudbud, jeg møder, når jeg besøger Tyskland”, siger Niels tankefuldt. ”Det er overvældende i forhold til, hvad man kan se i Danmark. I Köln, hvor vi bor, har man 10 operahuse indenfor en radius på 100 km – og mindst lige så mange orkestre.”

”I København har vi jo også 3 orkestre, og så er der Malmø og Hälsingborg Operahuse tæt på”, siger Christoph. ”Øresunds-området ligner lidt Köln-området på den måde. Men jeg ved godt, at Tyskland har en kulturel særstatus. Man siger lidt spøgefuldt, at uanset hvor man er i Tyskland, er der højst 30 km til den nærmeste Tryllefløjten-forestilling. Og sådan er det.”

Blandt de mange opførelser finder man også de mere eksperimenterende af slagsen. F.eks. havde de af en ven fået generalprøve-billetter til Wagner-operaen ”Siegfried” i Festspilhuset i Bayreuth.

Huset var fantastisk at opleve, orkestret og sangerne kunne man bestemt heller ikke klage over. Men scenografien var håbløs, fortæller Niels. Siegfried og Brünhilde slutter af med deres kærligheds-duet efter at have mødt hinanden på Alexander Platz i Berlin. Sammen med dem er der 4 gummi-krokodiller på scenen. Siegfried fodrer en af krokodillerne, og det bliver Brünhilde sur over, for han skal kun koncentrere sig om hende. Så hun tager en stor parasol og stikker den ind i gabet på krokodillerne.

”Det gav absolut ingen mening. Men det var naturligvis en stor oplevelse”, siger Niels.

”Jeg deltager også i nye eksperimenterende musikgenrer”, siger Christoph. ”Blandt andet var jeg i Hamburger Staatsoper med til at opføre Helmut Lachenmanns opera ”Das Mädchen mit den Schwefelhölzern” efter H.C. Andersens ”Den lille pige med svovlstikkerne”.”

Operaens indhold udtrykker solidaritet med den fattige udstødte pige, der dør af kulde og sult på gaden. Desuden er der indlagt citater af breve fra Gudrun Ennslin, den tyske terrorist og medlem af Rote Armee Fraktion i 70’erne samt en dyster tekst af den samfundskritiske dramatiker Ernst Toller.

Lachenmann udviklede sine meget originale kompositionsteknikker i slutningen af 60’erne. Han udforskede både den menneskelige stemmes og musikinstrumenternes muligheder for at frembringe alternative lyde. Som et eksempel kan nævnes kompositionen Guero for koncertflygel, hvor pianisten ikke anslår en eneste tone men derimod stryger henover tangenterne med negle og fingerspidser, spiller på stemmenagler og strenge og frembringer resonansklange med instrumentets pedaler. Flyglet bliver til et rent rytmeinstrument. I ”Das Mädchen mit den Schwefelhölzern” fra 1997 havde han i sine kompositioner indført traditionelle toner, intervaller, rytmer og akkorder, der kombineredes med instrumenternes og stemmernes øvrige muligheder for lydfænomener.

”Orkestret blev fordelt i hele operahuset”, fortsætter Christoph, ”og der opstår en stereo sound i rummet. Selv kunne jeg ikke opfatte det, fordi jeg sad i orkestret, men man fortalte mig, at publikum havde en fantastisk oplevelse.”

”Der kan også ske uheld på scenen”, siger Christoph. Jeg husker en opførelse af Jægerbruden i Görlitz. Max taler om at skyde en ørn højt oppe over dem med én af sine tryllekugler. Men før han får lagt an til skydning, kommer ørnen faldende ned på scenen. Sådanne charmerende regissør-fejl kan også forekomme – og det giver jo det hele et meget menneskeligt ansigt.”

Er der forskel på at arbejde i Vesttyskland og i det gamle DDR?

”Det var spændende at få en stilling i Görlitz i Østtyskland i 1996, selv efter murens fald. Man kunne mærke, at befolkningen var tidligere DDR-borgere, og de var lidt forbeholdne overfor vesttyskere. Faktisk er det stadig ikke udlignet. Mentaliteten er ikke den samme. De tjener mindre, hvad der jo så også gør priserne lavere. Mange af de halvstore byer er renoverede i bymidten og ser flotte ud, men når man så går ned ad sidegaderne, ser man stadig mange grå og triste DDR-huse, som der ikke er gjort noget ved de sidste 30 år. Det er lidt ambivalent. Husene fik ikke så mange skader som i vesten, så på den ene side har de beholdt flere af de gamle huse, men på den anden side står de og forfalder.”

Hvordan er den tyske humor?

Christoph tænker sig om: ”Jo, den er lidt anderledes. Lidt mere blandet med alvor, tror jeg. Danskerne er mere afslappede. Der er også større autoritetstro i Tyskland, og indenfor orkestrene er der en hierarkisk mentalitet, som jeg ikke rigtig bryder mig om.”

Hvilke tyske operahuse er de førende?

”München, Hamburg, Dresden, Frankfurt, Stuttgart …”

Hvad med Köln, der jo er Tysklands fjerde største by?

”Det har været rigtig godt i mange år. Men i de sidste 10-15 år har de haft nogle vanskeligheder, og nu bliver huset renoveret. Så de næste 3-4 år spiller de på alle mulige alternative steder, et musical-teater og nogle små steder – så i sammenligning med alle de andre store byer er Köln sat lidt på stand-by.”

Aftenluften er ved at blive kølig, og vi skutter os lidt ved havebordet. Så hører vi havedøren blive åbnet og opdager, at vi er blevet sultne, da vi hører ordene: ”Så er forretten klar!”

Nete kommer med ”Vandringsmanden”, en mousse af kaviar, flødeost og løg serveret på smørristede franskbrødsstykker, en ret, der er komponeret af fløjtenist Lise Stolarczyk. Nete har lånt opskriften fra denne sides forrige indlæg, der stadig kan findes nederst i bloggens venstre side.